Straffuldbyrdelsesloven § 68
§ 68
Som disciplinærstraf kan anvendes advarsel, bøde og strafcelle.
Stk. 2.
Strafcelle kan dog kun anvendes for følgende forhold eller forsøg herpå:
- 1) Udeblivelse eller undvigelse,
- 2) indsmugling, besiddelse eller indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning,
- 3) nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter § 60 a,
- 4) indsmugling eller besiddelse af våben og andre personfarlige genstande,
- 5) vold eller trusler om vold mod medindsatte, personale eller andre i institutionen,
- 6) groft hærværk og
- 7) andre grove eller oftere gentagne forseelser.
Stk. 3.
Disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle kan ikendes i forening.
Stk. 4.
Fuldbyrdelsen af disciplinærstraf kan helt eller delvis undlades på betingelse af, at den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disciplinærforseelse.