Serviceloven § 128
§ 128
Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at tillade at anvende stofseler el.lign. til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet, når forholdene gør det absolut påkrævet og en af følgende betingelser er opfyldt:
- 1) Der er nærliggende risiko for, at en person er i fare for at lide personskade i følgende tilfælde:
- a) Ved fald.
- b) Ved uhensigtsmæssig siddestilling.
- c) Ved pludselige og ukontrollerbare bevægelser.
- 2) Det hjælper en person med at udføre en handling, som uden en stofsele el.lign. ville være særdeles begrænset eller anstrengt.
Stk. 2.
Indgreb efter en afgørelse, jf. stk. 1, nr. 1, litra b eller c, eller nr. 2, forudsætter, at personen ikke modsætter sig anvendelsen.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode de beskyttelsesmidler, som er omfattet af stk. 1, kan anvendes, og skal løbende vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.