Lov om sikkerhed til søs § 4
§ 4
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om levering, markedsføring og fremstilling af fritidsfartøjer, skibsudstyr, personlige værnemidler og andre produkter, som anvendes om bord i skibe.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om forhold, som afsenderen skal iagttage ved transport af gods til søs.
Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om anmeldelsespligt til danske og udenlandske søfartsmyndigheder vedrørende ulykker og andre hændelser til søs og om danske myndigheders indberetning heraf til den europæiske informationsplatform for ulykker til søs.
Stk. 4.
Søfartsstyrelsen kan påbyde, at den, der markedsfører et fartøj eller et produkt som nævnt i stk. 1, og som anvendt i overensstemmelse med sin bestemmelse kan frembyde fare for sikkerhed, sundhed eller miljø, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til afværgelse heraf. Det kan herunder påbydes,
- 1) at levering eller markedsføring af de pågældende fartøjer eller produkter skal standses, og
- 2) at de pågældende produkter eller fartøjer skal tilbagekaldes fra markedet.
Stk. 5.
Myndigheder, som forestår tilsyn med regler fastsat i medfør af stk. 1 vedrørende produkter omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om skibsudstyr eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fritidsfartøjer og personlige fartøjer, kan anvende de kontrolbeføjelser, som er tillagt kontrolmyndigheden i lov om produkter og markedsovervågning, i det omfang de pågældende kontrolbeføjelser ikke allerede følger af denne lov.