Lov om sikkerhed til søs § 3
§ 3
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om skibes bygning, udstyr og drift, herunder om,
- 1) hvornår og efter hvilke retningslinjer et skib skal synes, eftersyn, godkendelse og afprøvning af materiel, krav, der skal stilles til skibes stabilitet, lastelinjer og dybgangsmærker, og rederens og skibsførerens pligter i forbindelse hermed, samt om værfters og andre virksomheders anmeldelse af ombygninger af skibe,
- 2) sikkerhedsstyringssystemer for skibe og rederier,
- 3) hvilke love, forskrifter, certifikater og skibsbøger, herunder skibsplaner i forbindelse med forebyggelse af forurening fra skibe, samt tilsynsbøger der skal være om bord, og om autorisation, indretning og førelse af bøgerne, samt om, hvilke opslag der skal være anbragt om bord,
- 4) skibsjournaler i forbindelse med forebyggelse af forurening, herunder om autorisation af journalerne og ansvaret for disses førelse og opbevaring, samt om kontrollen hermed,
- 5) maritim sikring med sigte på at forebygge terrorhandlinger m.v. mod skibe,
- 6) hjælpemidler og materialer, om disses indretning og mærkning, anvendelse, vedligeholdelse og pasning, om sikkerhedsarbejdet, om rederens og andre arbejdsgiveres pligter i forbindelse med de søfarendes arbejds- og levevilkår om bord, herunder de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, hvorunder arbejde om bord, som ikke er omfattet af lov om arbejdsmiljø, skal udføres,
- 7) skibets sikkerheds-, brand- og redningstjeneste, sundhedsforholdene og renligheden om bord, sygdomsbehandlernes sundhedsuddannelse, arbejdsmedicinske undersøgelser, udgifternes afholdelse i forbindelse hermed, samt rederens og andre arbejdsgiveres og arbejdstagerens pligter i denne forbindelse,
- 8) ansvarsområdet for skibsofficerer og andre om bord, der har ledende stillinger,
- 9) forebyggelse mod at få blindpassagerer om bord samt behandlingen af blindpassagerer om bord,
- 10) mærkning, lastning, transport og losning af farligt gods og anden ladning, der kræver særlige foranstaltninger af hensyn til skibets og menneskelivs sikkerhed og beskyttelse mod forurening, herunder om terminaloperatørers kvalitetsstyringssystemer for lastning og losning af bulkskibe, og
- 11) transport af levende dyr.
Stk. 2.
Erhvervsministeren kan for udenlandske skibe, der efter regler fastsat i medfør af § 1, stk. 3, er omfattet af loven, fastsætte regler om de forhold, som er omfattet af FN’s Internationale Arbejdsorganisations konvention om søfarendes arbejdsforhold eller FN’s Internationale Arbejdsorganisations konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren.
Stk. 3.
Erhvervsministeren kan fastsætte regler om skærpede sikkerhedskrav for skibe, hvis sejlads i arktiske farvande udgør en særlig risiko for ombordværende på skibet eller det arktiske miljø, herunder regler om brug af lods, der er certificeret til sejlads i det pågældende område.