Søloven § 51
§ 51
Følgende fordringer er sikret ved søpanteret i skibet:
- 1) Hyre og anden godtgørelse, som tilkommer skibsføreren og andre medlemmer af besætningen i anledning af deres tjeneste om bord.
- 2) Offentligretlige og privatretlige havneafgifter, kanal- og andre vandvejsafgifter og lodsafgifter.
- 3) Erstatning for skade på person opstået i direkte forbindelse med skibets drift.
- 4) Erstatning for skade på ejendom opstået i direkte forbindelse med skibets drift, såfremt kravet ikke kan grundes på aftale.
- 5) Bjærgeløn, erstatning for fjernelse af vrag og bidrag til almindeligt havari.
Stk. 2.
Søpanteret opstår, hvad enten kravet er rettet mod skibets reder, ejer, bruger, befragter eller disponent.
Stk. 3.
Fordringer som nævnt i stk. 1, nr. 3 og 4, er ikke sikret ved søpanteret, såfremt skaden skyldes radioaktive egenskaber eller en kombination af sådanne egenskaber med giftige, eksplosive eller andre farlige egenskaber ved nukleart brændsel eller ved radioaktive produkter eller affald.