Søloven § 31
§ 31
Til registrering af arrest, udlæg, dom eller anden offentlig retshandling, der angår et skib eller et ejerpantebrev med pant i et skib, kræves, at anmelderen fremlægger erklæring fra den myndighed, som har foretaget handlingen, eller en udskrift af dens bøger, og handlingen skal angå den, der ifølge registret er beføjet til at råde over skibet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Ved udlæg, bortset fra udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte, og arrest i skib og i tilfælde af et skibs salg eller overtagelse ved endelig tvangsauktion skal fogeden snarest muligt foranledige meddelelse herom registreret i skibsregisteret. I tilfælde af konkurs og behandling af dødsbo ved bobestyrer skal skifteretten foranledige meddelelse herom registreret i skibsregisteret, når kurator eller bobestyrer meddeler skifteretten, at boet omfatter et registreret skib.
Stk. 3.
Søfartsstyrelsen kan efter forhandling med Justitsministeriet bestemme, at meddelelse om andre afgørelser, der træffes af en domstol, skal anmeldes til registrering af denne.