Retssikkerhedsloven § 9 b
§ 9 b
En person, som opholder sig midlertidigt uden for handlekommunen, har ret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om social service og § 90, nr. 1, i barnets lov i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp af handlekommunen. Personen har endvidere ret til hjælpemidler efter § 112 i lov om social service og § 90, nr. 4, i barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen efter 1. pkt. under det midlertidige ophold i kommunen. Afgørelse om hjælp efter 1. og 2. pkt. træffes af den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig.
Stk. 2.
Døende, for hvem der efter § 119 i lov om social service eller § 90, nr. 11, i barnets lov udbetales plejevederlag i en anden kommune end handlekommunen, har efter § 83 i lov om social service og § 90, nr. 1, i barnets lov ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, uanset om hjælp forud herfor er blevet bevilget af handlekommunen. Den døende har endvidere ret til hjælpemidler efter § 112 i lov om social service og § 90, nr. 4, i barnets lov, når det sker af hensyn til kommunens tilrettelæggelse af hjælpen efter 1. pkt. Afgørelse om hjælp efter 1. og 2. pkt. træffes af den kommune, hvor plejeforholdet finder sted.
Stk. 3.
Plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i lov om social service og § 90, nr. 11, i barnets lov, udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted.
Stk. 4.
En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for handlekommunen, jf. § 9, stk. 2, og § 9 a, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.