Retssikkerhedsloven § 11 h

  1. § 11 h
    Indhenter en kommunalbestyrelse som led i behandlingen af en sag om negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller et ufrivilligt udlandsophold rådgivning fra en sikkerhedskonsulent fra den nationale sikkerhedskonsulentordning, jf. § 12 c, stk. 1, eller § 12 e, stk. 1, i lov om social service, kræves samtykke fra den berørte borger til kommunens videregivelse af de nødvendige oplysninger om borgeren til sikkerhedskonsulenten. Opholder den berørte borger sig i udlandet, og er det ikke muligt at indhente et samtykke fra den pågældende, og er der grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, kan kommunalbestyrelsen uden borgerens samtykke videregive oplysningerne, herunder om borgerens rent private forhold, til sikkerhedskonsulenten.
  2. Stk. 2.
    Sikkerhedskonsulenter kan på baggrund af et samtykke fra den berørte borger behandle nødvendige oplysninger, herunder oplysninger om borgerens rent private forhold, i sager omfattet af §§ 12 c og 12 e i lov om social service. Opholder den berørte borger sig i udlandet, og er det ikke muligt at indhente et samtykke fra den pågældende, og er der grund til at tro, at udlandsopholdet er ufrivilligt, kan sikkerhedskonsulenten uden borgerens samtykke behandle oplysningerne som nævnt i 1. pkt.
  3. Stk. 3.
    Sikkerhedskonsulenter kan i forbindelse med rådgivning i sager omfattet af § 12 c, stk. 1, og § 12 e, stk. 1, i lov om social service med den berørte borgers samtykke videregive de oplysninger om borgerens rent private forhold, som sikkerhedskonsulenten som led i sit arbejde behandler efter stk. 2, til den kommune, som sikkerhedskonsulenten er udlånt til.