Retsplejeloven §§ 528-534
§ 528
Skal den forpligtede (rekvisitus) fraflytte en fast ejendom eller give den berettigede (rekvirenten) en rådighed over denne, eller skal rekvisitus udlevere rørligt gods til rekvirenten, gennemtvinger fogedretten så vidt muligt umiddelbart, at pligten opfyldes.
§ 529
Skal rekvisitus udføre et arbejde eller foretage en handling, kan fogedretten tillade, at rekvirenten lader dette udføre af andre, og der kan herefter foretages udlæg for det beløb, udførelsen har kostet. Beløbet skal godkendes af fogedretten.
Stk. 2.
Skal rekvisitus foretage en handling mod at få udgifterne herved dækket af rekvirenten, fastsætter fogedretten efter anmodning beløbets størrelse. Fogedretten kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten med fastsættelsen. Hvis det findes påkrævet, kan fogedretten udmelde en eller flere sagkyndige. § 507, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis rekvirenten har ret til at foretage en handling mod at erstatte den herved forvoldte skade.
Stk. 4.
Fogedretten kan betinge fuldbyrdelsen efter stk. 2 og 3 af forudgående sikkerhedsstillelse.
§ 530
Skal rekvisitus udstede eller underskrive et dokument, kan fogedretten gøre dette med samme virkning, som var det udstedt eller underskrevet af rekvisitus selv.
§ 531
Skal rekvisitus stille en sikkerhed, kan fogedretten udtage så mange af dennes aktiver som nødvendigt for at sikre rekvirentens ret, og i disse har rekvirenten herefter samme sikkerhed som i udlagte aktiver.
§ 532
Skal rekvisitus undlade noget, skal fogedretten så vidt muligt hindre rekvisitus i at foretage overtrædelseshandlinger og tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med rekvirentens ret.
§ 533
Kan tvangsfuldbyrdelse ikke ske efter §§ 528-532, eller ønsker rekvirenten ikke at benytte denne fremgangsmåde, anslår fogedretten rekvirentens interesse i dommens eller forligets opfyldelse i penge, som herefter inddrives ved udlæg. Ved fastsættelsen af beløbet skal fogedretten sikre, at rekvirenten ikke påføres tab. § 529, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke anvendes, såfremt der er indtrådt umulighed eller anden lignende omstændighed, som fritager rekvisitus for at fyldestgøre rekvirentens krav, uden at dette medfører erstatningspligt for ham.
Stk. 3.
Anlægger rekvirenten straffesag efter § 535, kan rekvirentens pengekrav fastsættes under denne sag.
§ 534
Skal rekvisitus foretage flere handlinger, eller kan dommen eller forliget overtrædes ved flere handlinger, finder reglerne i §§ 528-533 anvendelse, hver gang dommen eller forliget tilsidesættes.