Retsplejeloven § 48 a

  1. § 48 a
    En advarsel meddelt efter § 48, stk. 1, kan påklages til Den Særlige Klageret af den dommer, som advarslen er rettet mod. Klagen skal være indgivet, inden 4 uger efter at dommeren er blevet meddelt advarslen. Klageretten kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige forhold taler herfor.
  2. Stk. 2.
    Klageretten anmoder vedkommende retspræsident om en skriftlig udtalelse. Herefter har dommeren lejlighed til skriftligt at komme med bemærkninger til retspræsidentens udtalelse. Klageretten kan anmode retspræsidenten og dommeren om yderligere bemærkninger.
  3. Stk. 3.
    Finder klageretten behov for det, kan den indhente en skriftlig udtalelse fra andre. Retspræsidenten og dommeren skal i så fald have lejlighed til skriftligt at komme med bemærkninger til udtalelsen.
  4. Stk. 4.
    Når sagens beskaffenhed gør det påkrævet, træffer klageretten beslutning om mundtlig forhandling og træffer samtidig bestemmelse om, hvorvidt denne skal ske for lukkede døre. De nærmere bestemmelser om hovedforhandlingen træffes i øvrigt af klagerettens formand i overensstemmelse med de regler, som gælder for hovedforhandling i borgerlige sager i 1. instans, med de fornødne lempelser. Fremsætter dommeren begæring derom, kan klageretten beskikke en advokat for dommeren.
  5. Stk. 5.
    Klageretten kan stadfæste, ændre eller ophæve advarslen. Klagerettens afgørelse træffes ved kendelse.
  6. Stk. 6.
    Lyder klagerettens afgørelse på stadfæstelse eller ændring af advarslen, kan afgørelsen indbringes for Højesteret efter reglerne om kære i borgerlige sager, dog således at mindst fem dommere deltager i påkendelsen.