Rejsegarantifondsloven § 5

  1. § 5
    Har en rejsende indgået en aftale om en pakkerejse, kan den rejsende få beløb, der er betalt for pakkerejsen, godtgjort af Rejsegarantifonden, hvis rejsearrangørens økonomiske forhold har medført, at pakkerejsen ikke kan påbegyndes. Afbrydes pakkerejsen, kan den rejsende kræve godtgørelse fra fonden for den del af betalingen, som svarer til de ydelser, der ikke er opfyldt over for den rejsende, hvis afbrydelsen skyldes rejsearrangørens økonomiske forhold.
  2. Stk. 2.
    Har en rejsende indgået en aftale om et sammensat rejsearrangement, kan den rejsende få beløb, der er betalt til en rejseudbyder, godtgjort af fonden, hvis rejseudbyderens økonomiske forhold har medført, at en eller flere rejseydelser ikke kan leveres. Afbrydes en eller flere rejseydelser, kan den rejsende kræve godtgørelse fra fonden for den del af betalingen, som svarer til den del af ydelsen, der ikke er leveret, hvis afbrydelsen skyldes rejseudbyderens økonomiske forhold.
  3. Stk. 3.
    Medfører en rejseudbyders økonomiske forhold, at der ikke er sikret den rejsende passende hjemtransport, skal fonden inden rimelig tid sørge herfor.
  4. Stk. 4.
    Medfører en rejseudbyders økonomiske forhold, at der ikke er sikret den rejsende passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige fornødenheder, skal fonden sørge herfor eller yde en rimelig godtgørelse.
  5. Stk. 5.
    Fonden kan endvidere yde den rejsende en rimelig godtgørelse for tab, der skyldes en rejseudbyders økonomiske forhold.
  6. Stk. 6.
    Rejsende, der har indgået aftale om et sammensat rejsearrangement med en udbyder af flytransport, vil være tilsvarende dækket efter reglerne i stk. 2-5. Godtgørelsen til den rejsende sker fra flyrejsefondskassen, jf. § 9.
  7. Stk. 7.
    Fonden kan medvirke til, at rejseydelser gennemføres, såfremt fonden skønner, at den derved vil opnå en væsentlig økonomisk besparelse.