Rejsegarantifondsloven § 2 c
§ 2 c
I denne lov forstås ved:
- 1) Rejseydelse:
- a) passagerbefordring,
- b) indkvartering,
- c) udlejning af biler, store motorcykler eller andre motorkøretøjer,
- d) enhver anden turistydelse, der ikke er en uløselig del af en rejseydelse som defineret i litra a-c, eller
- e) særskilt flytransport, der ikke indgår i en pakkerejse eller et sammensat rejsearrangement.
- 2) Aftale om en pakkerejse: En aftale om en samlet pakkerejse eller, hvis pakkerejsen leveres i henhold til særskilte aftaler, alle de aftaler, der dækker de i pakkerejsen inkluderede rejseydelser.
- 3) Pakkerejsens begyndelse: Påbegyndelse af levering af de rejseydelser, der er inkluderet i pakkerejsen.
- 4) Erhvervsdrivende: Enhver fysisk eller juridisk person, der handler som led i sit erhverv, sin virksomhed, sit håndværk eller sin profession i forbindelse med aftaler omfattet af denne lov.
- 5) Salgssted: Ethvert fast eller mobilt detailforretningssted, et detailforretningswebsted eller en lignende onlinesalgsfacilitet, telefontjenester, og når flere detailforretningswebsteder eller lignende onlinesalgsfaciliteter og telefontjenester præsenteres for rejsende som en enkelt facilitet.
- 6) Omsætning: Det fakturerede salg af de i loven omfattede rejseydelser de seneste 4 kvartaler.