Regionsloven § 13 a

  1. § 13 a
    Forretningsudvalget varetager de opgaver, der efter § 18, stk. 2-4, i lov om kommunernes styrelse er tillagt økonomiudvalget, og den umiddelbare forvaltning af de af regionens anliggender på sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, der ikke henhører under sundhedsrådene efter § 14 c, stk. 1, jf. dog § 14 c, stk. 3.
  2. Stk. 2.
    Forretningsudvalgets erklæring skal indhentes om enhver sag, der forelægges regionsrådet til beslutning.
  3. Stk. 3.
    Stående udvalg varetager den umiddelbare forvaltning af de af regionens anliggender, der ikke efter stk. 1 og § 14 c, stk. 1, henhører under forretningsudvalget og sundhedsrådene, jf. dog stk. 4 og 5 og § 36 b.
  4. Stk. 4.
    Regionsrådet kan fastsætte i styrelsesvedtægten, at forretningsudvalget ud over de opgaver, der følger af stk. 1, helt eller delvis skal varetage den umiddelbare forvaltning af de af regionens øvrige anliggender, der ikke henhører under sundhedsrådene, jf. § 14 c, stk. 1.
  5. Stk. 5.
    Har regionsrådet efter stk. 4 fastsat i styrelsesvedtægten, at forretningsudvalget skal varetage den umiddelbare forvaltning af alle de af regionens anliggender, der ikke henhører under sundhedsrådene, kan regionsrådet undlade at nedsætte stående udvalg.
  6. Stk. 6.
    Regionsrådet fastsætter i styrelsesvedtægten i overensstemmelse med stk. 1, 3 og 4 den nærmere afgrænsning af myndighedsområdet for forretningsudvalget og de stående udvalg, jf. dog stk. 5.
  7. Stk. 7.
    Regionsrådet kan i styrelsesvedtægten fastsætte, at sager, som behandles af forretningsudvalget vedrørende de af regionens anliggender på sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, der ikke henhører under sundhedsrådene, jf. stk. 1, og som regionsrådet skønner er af betydning for regionsrådets koordination af regionens anliggender, uanset stk. 1 skal forelægges regionsrådet med forretningsudvalgets indstilling, jf. dog § 14 c, stk. 3.