Regionsloven § 12
§ 12
Lov om kommunernes styrelse § 7 om valget af kommunalbestyrelsens formand og næstformand, § 8 b om behandling af oplysninger som led i varetagelsen af et kommunalbestyrelsesmedlems hverv, §§ 9, 9 a og 10-15 om kommunalbestyrelsens møder m.v. samt § 16 b, stk. 1-3, og §§ 16 c-16 e om kommunalbestyrelsesmedlemmers ret til fravær fra arbejde, forbud mod afskedigelse m.v. og offentliggørelse af vederlag finder tilsvarende anvendelse for regionsrådet og dets medlemmer.
Stk. 2.
En lønmodtager, der er statsborger i Den Europæiske Union, i en stat, der er omfattet af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz, og som varetager et regionalpolitisk hverv i et af de pågældende lande, har ret til fravær fra arbejdet i Danmark af hensyn til varetagelsen af det regionalpolitiske hverv i det omfang, som er fastsat i stk. 1, jf. § 16 b, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse. 1. pkt. gælder tilsvarende for en lønmodtager, der er statsborger i Det Forenede Kongerige, og som inden den 31. december 2020 udøvede sin ret til fri bevægelighed som arbejdstager i overensstemmelse med EU-retten og stadig udøver denne ret. 1. pkt. gælder desuden tilsvarende for en lønmodtager, der er familiemedlem til en person omfattet af 1. eller 2. pkt., der har krav herpå i medfør af EU-retten.
Stk. 3.
En lønmodtager, der er omfattet af stk. 2, har ret til den beskyttelse mod afskedigelse, der er nævnt i stk. 1, jf. § 16 c, stk. 1, og § 16 d, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 4.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2, under forudsætning af gensidighed indgå aftale med et andet land, hvorefter lønmodtagere, der varetager regionalpolitiske hverv, kan opnå ret til fravær fra arbejdet i Danmark af hensyn til varetagelsen af det regionalpolitiske hverv i det omfang, som er fastsat i stk. 1, jf. § 16 b, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 5.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, under forudsætning af gensidighed indgå aftale med et andet land, hvorefter lønmodtagere, der varetager regionalpolitiske hverv, helt eller delvis kan opnå ret til den beskyttelse mod afskedigelse, der er nævnt i stk. 1, jf. § 16 c, stk. 1, og § 16 d, stk. 1-3, i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 6.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelsen af en aftale, der er indgået i medfør af stk. 4 og 5.