Pvc-afgiftsloven § 1
§ 1
Der svares afgift til statskassen af varer, som er nævnt i bilag 1, med indhold af polyvinylklorid (pvc) eller med indhold af polyvinylklorid og estere af o-ftalater (ftalater).
Stk. 2.
Afgiften betales på grundlag af de satser, der er nævnt i bilag 2, og vægten af pvc og eventuelle ftalater i varen, jf. dog stk. 3-6. Afgiften betales på grundlag af en reduceret sats, jf. bilag 2, hvis den afgiftspligtige virksomhed over for told- og skatteforvaltningen kan godtgøre, at den afgiftspligtige vare ikke indeholder ftalater.
Stk. 3.
Det er en betingelse, at den afgiftspligtige virksomhed over for told- og skatteforvaltningen kan godtgøre vægten af pvc og eventuelle ftalater i varen, jf. stk. 2. Kan den afgiftspligtige virksomhed over for told- og skatteforvaltningen ikke godtgøre vægten af pvc og eventuelle ftalater i varen, jf. stk. 2, betales afgift af varens nettovægt.
Stk. 4.
For varer nævnt i bilag 1, nr. 5, betales afgiften på grundlag af de satser, som er nævnt i bilag 2, og antallet af varer.
Stk. 5.
For varer nævnt i bilag 1, nr. 7, betales afgiften på grundlag af de satser, der er nævnt i bilag 2, og varens overfladeareal.
Stk. 6.
For gulvbelægninger, væg- og loftsbeklædninger og korkfliser og for tagrender og nedløbsrør som nævnt i bilag 1, nr. 10, betales afgiften på grundlag af de satser, der er nævnt i bilag 2, og varens nettovægt.