Privatvejsloven § 36
§ 36
På arealer, der er optaget på vejfortegnelsen som udlagte vejarealer, herunder hjørnearealer, må der ikke
- 1) opføres ny bebyggelse, heller ikke ved tilbygning eller ved genopførelse af nedbrændt eller nedreven bebyggelse,
- 2) foretages væsentlige forandringer i eksisterende bebyggelse eller
- 3) indrettes anlæg af blivende art, herunder sportspladser, kirkegårde, tankanlæg og grusgrave.
Stk. 2.
Hvis en bygning eller et andet anlæg af blivende art ikke opføres med sin jordlinje i samme højde som den fremtidige vejhøjde, må den ikke opføres i vejbyggelinjen eller i vejlinjen uden vejmyndighedens tilladelse, men skal rykkes så meget længere tilbage, at det svarer til 2 gange højdeforskellen mellem bygningens jordlinje og den fremtidige vejhøjde samt nødvendig bredde til passage foran bygningen på mindst 1,5 meter.
Stk. 3.
På arealer omfattet af stk. 1 og på fremtidige skråningsarealer for udlagte veje må der ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse foretages foranstaltninger af varig karakter, herunder anbringes beplantning og hegn.