Pensionsopsparingsloven § 5 a
§ 5 a
Medmindre andet fremgår af omstændighederne, anses som nærmeste pårørende kontohaverens ægtefælle, en samlever, der opfylder kravene i stk. 2, børn eller arvinger i nævnte rækkefølge.
Stk. 2.
For at være omfattet af stk. 1 skal en samlever leve sammen med kontohaveren på fælles bopæl og
- 1) vente, have eller have haft et barn sammen med kontohaveren eller
- 2) have levet sammen med kontohaveren i et ægteskabslignende forhold på den fælles bopæl i de sidste 2 år før dødsfaldet.
Stk. 3.
En fælles bopæl som nævnt i stk. 2 anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved ophold i institution.