Pensionsloven § 33

  1. § 33
    Udbetaling Danmark udbetaler folkepension månedsvis bagud fra den 1. i måneden efter, at der er ansøgt om folkepension, og at lovens betingelser er opfyldt, jf. dog 2. pkt. og stk. 10. Modtages ansøgning om folkepension i Udbetaling Danmark senest den 10. i den femte måned efter opnåelse af folkepensionsalderen, udbetales folkepensionen dog med tilbagevirkende kraft fra den 1. i måneden efter opnåelse af folkepensionsalderen.
  2. Stk. 2.
    Førtidspension og seniorpension udbetales månedsvis bagud, med virkning fra den 1. i måneden efter at der er truffet afgørelse om førtidspension og seniorpension. Træffes afgørelse om førtidspension efter udløbet af fristen i § 21, stk. 1, udbetales førtidspension, med virkning fra den 1. i måneden efter at der er forløbet 3 måneder, fra behandlingen af førtidspensionssagen er påbegyndt. Træffes afgørelse om seniorpension efter udløbet af fristen i § 26 d, stk. 2, udbetales seniorpension, med virkning fra den 1. i måneden efter at der er forløbet 6 måneder fra det tidspunkt, hvor ansøgningen er modtaget i Seniorpensionsenheden. Førtidspension og seniorpension udbetales, tidligst fra den 1. i måneden efter at betingelserne for tilkendelse af førtidspension og seniorpension er opfyldt.
  3. Stk. 3.
    Udbetaling Danmark udbetaler tidlig pension månedsvis bagud, med virkning fra den 1. i måneden efter at der er truffet endelig afgørelse om overgang til tidlig pension. Tidlig pension udbetales, tidligst fra den 1. i måneden efter at betingelserne for tidlig pension er opfyldt.
  4. Stk. 4.
    Retten til pension ophører med virkning fra dagen efter pensionistens dødsfald, jf. dog stk. 8.
  5. Stk. 5.
    Er pensionen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, ikke udbetalt, udbetales beløbet, jf. stk. 4, til pensionistens ægtefælle, hvis ægtefællerne samlevede ved dødsfaldet. For andre pensionister udbetales beløbet, jf. stk. 4, til pensionistens dødsbo.
  6. Stk. 6.
    Er pensionen for den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, udbetalt, og samlevede pensionisten ved sin død med sin ægtefælle, har ægtefællen krav på fra dødsboet at få udbetalt et beløb svarende til det beløb, der er udbetalt i pension den måned, hvori dødsfaldet fandt sted, og senere.
  7. Stk. 7.
    Er der udbetalt pension for tiden efter, at retten til pension er ophørt efter stk. 4, skal det for meget udbetalte tilbagebetales, jf. dog stk. 8. Kravet om tilbagebetaling rettes mod pensionistens dødsbo.
  8. Stk. 8.
    Hvis den pensionist, der dør, fik udbetalt sin pension forud, skal der ikke ske tilbagebetaling af for meget udbetalt pension for den måned, hvori pensionisten dør, hvis pensionisten umiddelbart før dødsfaldet var samlevende med
    1. 1) en ægtefælle,
    2. 2) en samlever, der modtager social pension, eller
    3. 3) en samlever, der ikke modtager social pension, men er indsat som arving efter afdøde.
  9. Tilsvarende gælder, selv om samlivet med en ægtefælle eller samlever, der er indsat som arving efter afdøde, er ophævet på tidspunktet for dødsfaldet, hvis ophævelsen skyldes, at den ene part har fået ophold i boformer m.v. efter § 107, stk. 2, §§ 108-110 eller § 192 i lov om social service eller § 5 i lov om almene boliger m.v.
  10. Stk. 9.
    Hvis den pensionist, der dør, fik udbetalt sin pension forud og var samlevende med en ægtefælle eller samlever, der modtager social pension, indgår for meget udbetalt pension for den måned, hvori pensionisten dør, jf. stk. 4, i opgørelsen af efterlevelsespension, jf. § 48.
  11. Stk. 10.
    Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om udbetaling af folkepension med tilbagevirkende kraft fra den 1. i måneden efter opnåelse af folkepensionsalderen, når ansøgeren har været forhindret i at indgive ansøgning om folkepension på grund af egen alvorlige sygdom fra opnåelse af folkepensionsalderen.