Pensionsbeskatningsloven § 38
§ 38
Når afgiftspligt indtræder som følge af en udbetaling, påhviler pligten den eller dem, der efter pensionsordningen eller forsikringen er berettiget til udbetalingen, jf. dog stk. 7. Når afgiftspligt indtræder i andre tilfælde, påhviler afgiftspligten den eller dem, der ville være berettiget til udbetalingen, hvis ordningen var blevet ophævet på dette tidspunkt. Det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution skal tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 3 hverdage (bankdage) efter, at forsikringsselskabet m.v. har udbetalt den afgiftspligtige ydelse. Hvor afgiftspligten ikke indtræder som følge af en udbetaling, skal det pågældende forsikringsselskab eller den pågældende myndighed, pensionskasse, bank, sparekasse eller anden institution tilbageholde afgiften og indbetale den til statskassen inden 1 måned efter, at forsikringsselskabet m.v. har fået kendskab til afgiftspligten. Der skal gives den afgiftspligtige underretning om indbetalingen.
Stk. 2.
Opkrævningslovens kapitel 5 finder anvendelse på indbetaling af afgift som nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for indbetalingen af afgiften, herunder forskrifter for, hvilke oplysninger der skal meddeles den centrale told- og skatteforvaltning til brug ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget, samt den form, i hvilken disse oplysninger skal gives.
Stk. 4.
Hvis indbetaling ikke finder sted inden udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1, skal den tilbageholdelsespligtige betale rente efter § 7, stk. 1, jf. stk. 2, i opkrævningsloven.
Stk. 5.
Det forsikringsselskab m.v., som undlader at opfylde sin pligt til at tilbageholde afgiften, eller som tilbageholder denne med for lavt beløb, er umiddelbart ansvarligt over for statskassen for betaling af manglende beløb, medmindre forsikringsselskabet m.v. godtgør, at det ikke har udvist forsømmelighed ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov. Forsikringsselskabet m.v. hæfter over for statskassen for betaling af tilbageholdte beløb.
Stk. 6.
Lovgivningens regler om straf for afgivelse af urigtige oplysninger m.v. til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 anvendes tilsvarende på oplysninger, der afgives til brug for afgiftsberegningen, herunder oplysninger afgivet til forsikringsselskaber, pengeinstitutter m.v.
Stk. 7.
Afgiften som nævnt i § 25, stk. 4 og 5, jf. § 25, stk. 3, 2.-4. pkt., og § 29 A, stk. 4 og 5, jf. § 29 A, stk. 3, 2.-4. pkt., påhviler det livsforsikringsselskab m.v., der overfører, herunder konverterer, ordningen eller den supplerende engangsydelse. Livsforsikringsselskabet m.v. indgiver senest den 31. maj efter udløbet af det kalenderår, hvor overførslen, herunder konverteringen, sker, en samlet opgørelse til told- og skatteforvaltningen af afgiftsgrundlaget for afgiften som nævnt i § 25, stk. 4 og 5, jf. § 25, stk. 3, 2.-4. pkt., og § 29 A, stk. 4 og 5, jf. § 29 A, stk. 3, 2.-4. pkt., og af afgiften for det nævnte kalenderår. Skatten indbetales samtidig med indsendelse af opgørelsen. Stk. 2-4 finder tilsvarende anvendelse.