Offshoresikkerhedsloven § 55
§ 55
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om drift, arbejdets udførelse, helbredsundersøgelse af de ansatte før og under ansættelsen og om arbejdsmedicinske, arbejdshygiejniske eller andre undersøgelser af sundhedsforholdene.
Stk. 2.
Arbejdsgiveren skal sikre, at helbredsundersøgelse af de ansatte før og under ansættelsen og arbejdsmedicinske, arbejdshygiejniske eller andre undersøgelser af sundhedsforholdene kan foregå uden tab af indtægt for de ansatte og så vidt muligt i arbejdstiden. Udgifterne ved undersøgelserne kan ikke pålægges de ansatte. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om fordeling af disse udgifter på henholdsvis operatør, ejer og entreprenør.
Stk. 3.
Operatører og ejere skal i samråd med tilsynsmyndigheden og i samarbejde med operatører, ejere og tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater i den Europæiske Union udarbejde og i samråd med tilsynsmyndigheden revidere standarder og retningslinjer for bedste praksis for styring af risici for større ulykker gennem hele design- og driftscyklussen for offshore olie- og gasaktiviteter ved at gøre brug af udveksling af viden, oplysninger og erfaring mellem medlemsstaterne i den Europæiske Union bl.a. gennem Den Europæiske Unions Myndighedsgruppe for Offshore Olie- og Gasaktiviteter (EUOAG).
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke forhold der skal overvejes ved fastsættelse af prioriteter for udarbejdelse af standarder og retningslinjer efter stk. 3.