Navneloven § 16
§ 16
Ansøgning om navngivning og navneændring indgives til personregisterføreren i sognet. I de sønderjyske landsdele indgives ansøgningen til personregisterføreren i kommunen.
Stk. 2.
Personregisterføreren træffer afgørelse i sagen, jf. dog stk. 3 og 5. Skal afgørelse i sagen træffes i medfør af stk. 3 og 5, videresender personregisterføreren ansøgningen til Familieretshuset.
Stk. 3.
Familieretshuset eller familieretten, jf. § 20 a, stk. 2, træffer afgørelse i sager om navneændring eller navngivning i medfør af følgende bestemmelser:
- 1) Efternavne efter § 4, stk. 1, nr. 7, § 6, § 7, stk. 1, nr. 2 og 3, samt ændringer i efternavne efter § 4, stk. 1, nr. 6,
- 2) mellemnavne efter § 11, stk. 1, nr. 2, hvis navnet tages i medfør af en af de i nr. 1 nævnte bestemmelser,
- 3) fornavne efter § 14, stk. 3, og
- 4) navne efter § 24.
Stk. 4.
Stk. 1-3 gælder ikke ved ansøgning om navngivning og navneændring, der indgives i forbindelse med anmodning om udstedelse af adoptionsbevilling.
Stk. 5.
Social- og boligministeren kan efter forhandling med kirkeministeren fastsætte regler om, at afgørelsen i andre tilfælde end dem, der er nævnt i stk. 3, træffes af Familieretshuset eller familieretten, jf. § 20 a, stk. 2. Social- og boligministeren kan efter forhandling med kirkeministeren endvidere fastsætte regler om, at visse typer af afgørelser, som er omfattet af stk. 3, alligevel kan træffes af personregisterføreren.