Momsloven § 66 d

  1. § 66 d
    Ved anvendelse af reglerne om EU-ordningen forstås ved:
    1. 1) En afgiftspligtig person, der ikke er etableret i forbrugsmedlemslandet: En afgiftspligtig person, som har etableret sin økonomiske virksomhed i EU eller har et fast forretningssted i EU, men som ikke har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted inden for forbrugsmedlemslandenes område.
    2. 2) Identifikationsmedlemsland:
      1. a) Det medlemsland, hvor den afgiftspligtige person har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed, eller, hvis hjemstedet for den økonomiske virksomhed ikke er etableret i EU, det sted, hvor den pågældende har et fast forretningssted.
      2. b) Det medlemsland med et fast forretningssted, hvor en afgiftspligtig person, som ikke har etableret sin økonomiske virksomhed i EU, men har mere end ét fast forretningssted deri, angiver at ville gøre brug af EU-ordningen.
      3. c) Det medlemsland, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes, når en afgiftspligtig person ikke har etableret sin økonomiske virksomhed i EU og ikke har noget fast forretningssted deri. Hvis der påbegyndes forsendelser eller transporter af varer i mere end ét medlemsland, skal den afgiftspligtige person angive, hvilken af de pågældende medlemslande der er identifikationsmedlemslandet.
    3. 3) Forbrugsmedlemslandet er et af følgende:
      1. a) I tilfælde af levering af ydelser det medlemsland, hvor leveringen anses for at finde sted i henhold til kapitel 4.
      2. b) I tilfælde af fjernsalg af varer inden for EU det medlemsland, hvor forsendelsen eller transporten af varerne til kunden afsluttes.
      3. c) I tilfælde af levering af varer foretaget af en afgiftspligtig person, der formidler disse leveringer i overensstemmelse med § 4 c, stk. 2, hvis forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes og afsluttes i det samme medlemsland, dette medlemsland.
  2. Stk. 2.
    Den afgiftspligtige person er bundet af beslutningen om valget af identifikationsmedlemsland truffet i henhold til stk. 1, nr. 2, litra b og litra c, 2. pkt., for det pågældende kalenderår og de 2 efterfølgende kalenderår.