Minimumsbeskatningsloven § 45
§ 45
Procentsatsen til beregning af ekstraskatten af underbeskattet overskud fastsættes årligt pr. multinational koncern og opgøres som summen af 50 pct. af forholdet mellem antal ansatte i Danmark og antal ansatte i alle jurisdiktioner med en regel om underbeskattet overskud og 50 pct. af forholdet mellem den samlede værdi af materielle aktiver i Danmark og den samlede værdi af materielle aktiver i alle jurisdiktioner med en regel om underbeskattet overskud, idet:
- 1) Antallet af ansatte i Danmark er det samlede antal ansatte i alle de koncernenheder i den multinationale koncern, der er hjemmehørende i Danmark.
- 2) Antallet af ansatte i alle jurisdiktioner med en regel om underbeskattet overskud er det samlede antal ansatte i alle de koncernenheder i den multinationale koncern, der for regnskabsåret er hjemmehørende i en jurisdiktion med en gældende kvalificeret regel om underbeskattet overskud.
- 3) Den samlede værdi af materielle aktiver i Danmark er summen af den bogførte nettoværdi af materielle aktiver i alle de koncernenheder i den multinationale koncern, der er hjemmehørende i Danmark.
- 4) Den samlede værdi af materielle aktiver i alle jurisdiktioner med en regel om underbeskattet overskud er summen af den bogførte nettoværdi af materielle aktiver i alle de koncernenheder i den multinationale koncern, der for regnskabsåret er hjemmehørende i en jurisdiktion med en gældende kvalificeret regel om underbeskattet overskud.
Stk. 2.
Antallet af ansatte udgøres af antallet af ansatte i fuldtidsækvivalenter i alle koncernenheder, der er hjemmehørende i den relevante jurisdiktion, herunder uafhængige underleverandører, forudsat at de deltager i koncernenhedens ordinære driftsaktiviteter.
Stk. 3.
De materielle aktiver udgøres af de materielle aktiver i alle koncernenheder, der er hjemmehørende i den relevante jurisdiktion, men omfatter ikke kontanter og andre likvide midler, immaterielle aktiver og finansielle aktiver.
Stk. 4.
De ansatte, hvis lønomkostninger medregnes i et fast driftssteds separate regnskaber som fastsat i § 17, stk. 1, og reguleres i overensstemmelse med § 17, stk. 2, allokeres til den jurisdiktion, hvori det faste driftssted er hjemmehørende. Materielle aktiver, som medregnes i et fast driftssteds separate regnskaber som fastsat i § 17, stk. 1, og reguleres i overensstemmelse med § 17, stk. 2, allokeres til den jurisdiktion, hvori det faste driftssted er hjemmehørende. Antallet af ansatte og materielle aktiver, der allokeres til et fast driftssteds jurisdiktion, medregnes ikke i antallet af ansatte og materielle aktiver i hovedenhedens jurisdiktion.
Stk. 5.
Antallet af ansatte og den bogførte nettoværdi af materielle aktiver, som besiddes af en investeringsenhed, medtages ikke i de elementer, der indgår i beregningsformlen i stk. 1.
Stk. 6.
Antallet af ansatte og den bogførte nettoværdi af materielle aktiver i en gennemløbsenhed medtages ikke i de elementer, der indgår i beregningsformlen i stk. 1, medmindre de allokeres til et fast driftssted, eller hvis der ikke er et fast driftssted, til de koncernenheder, der er hjemmehørende i den jurisdiktion, hvor gennemløbsenheden blev oprettet.
Stk. 7.
En koncernenheds andel af den ekstraskat af underbeskattet overskud, der skal betales til Danmark, opgøres som summen af 50 pct. af forholdet mellem antal ansatte i koncernenheden og antal ansatte i alle danske koncernenheder og 50 pct. af forholdet mellem den samlede værdi af koncernenhedens materielle aktiver og den samlede værdi af alle danske koncernenheders materielle aktiver. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse.