Minimumsbeskatningsloven § 24
§ 24
Uanset § 23 kan en indberettende koncernenhed træffe en beslutning om kvalificeret tab for en jurisdiktion, hvorefter det kvalificerede tabsbetingede udskudte skatteaktiv ansættes for hvert regnskabsår, hvor der er et kvalificeret nettotab i jurisdiktionen. Det kvalificerede tabsbetingede udskudte skatteaktiv er det kvalificerede nettotab for regnskabsåret for jurisdiktionen multipliceret med minimumsskattesatsen. Der kan ikke træffes en beslutning om kvalificeret tab for en jurisdiktion med et anerkendt beskatningssystem baseret på overskudsudlodning, jf. § 27.
Stk. 2.
Det kvalificerede tabsbetingede udskudte skatteaktiv anvendes i efterfølgende regnskabsår, hvor der er en kvalificeret nettoindkomst for jurisdiktionen, med et beløb svarende til den kvalificerede nettoindkomst multipliceret med minimumsskattesatsen, dog højst det beløb for det kvalificerede tabsbetingede udskudte skatteaktiv, som indgår på saldoen efter stk. 3.
Stk. 3.
Det kvalificerede tabsbetingede udskudte skatteaktiv nedsættes med det beløb, der anvendes i regnskabsåret, og saldoen overføres til efterfølgende regnskabsår.
Stk. 4.
Trækkes en beslutning om kvalificeret tab tilbage, bortfalder et eventuelt resterende kvalificeret tabsbetinget udskudt skatteaktiv fra den første dag i det første regnskabsår, hvor beslutningen om kvalificeret tab ikke længere er gældende.
Stk. 5.
Beslutningen om kvalificeret tab indgives sammen med det første skema med oplysninger om ekstraskat, jf. § 53, for den multinationale koncern eller den store nationale koncern, der omfatter den jurisdiktion, som beslutningen vedrører. Er den forenklede beregning efter § 72 valgt for jurisdiktionen, skal beslutningen indgives med skemaet for det første regnskabsår, hvor den forenklede beregning efter § 72 ikke længere anvendes for jurisdiktionen.
Stk. 6.
En gennemløbsenhed, som er det ultimative moderselskab i en multinational koncern eller i en stor national koncern, kan træffe en beslutning om kvalificeret tab i henhold til denne bestemmelse. En beslutning efter 1. pkt. gælder kun for gennemløbsenheden. Det kvalificerede tabsbetingede udskudte skatteaktiv for gennemløbsenheden opgøres på grundlag af det kvalificerede tab efter fradrag i henhold til § 19, stk. 3.