Minimumsbeskatningsloven § 20

  1. § 20
    For et ultimativt moderselskab i en multinational koncern eller i en stor national koncern, der er omfattet af en ordning med fradrag for udlodninger, nedsættes den kvalificerede indkomst indtil nul for regnskabsåret med det beløb, der er distribueret som fradragsberettigede udlodninger senest 12 måneder efter udgangen af regnskabsåret, hvis
    1. 1) udlodningen er medregnet i modtagerens skattepligtige indkomst i et indkomstår, der udløber senest 12 måneder efter udgangen af regnskabsåret, og beskattes med en nominel sats svarende til eller over minimumsskattesatsen eller
    2. 2) det med rimelighed kan forventes, at det samlede beløb af det ultimative moderselskabs regulerede omfattede skatter og skatter betalt af modtageren af denne udlodning svarer til eller overstiger denne indkomst multipliceret med minimumsskattesatsen.
  2. Stk. 2.
    For et ultimativt moderselskab i en multinational koncern eller i en stor national koncern, der er omfattet af en ordning med fradrag for udlodninger, nedsættes den kvalificerede indkomst indtil nul for regnskabsåret med det beløb, der distribueres som fradragsberettigede udlodninger senest 12 måneder efter udgangen af regnskabsåret, hvis modtageren er
    1. 1) en fysisk person og den udlodning, der er modtaget, udgør medlemsdividende fra et indkøbskooperativ,
    2. 2) en fysisk person, der er skattemæssigt hjemmehørende i den samme jurisdiktion som den, hvor det ultimative moderselskab er hjemmehørende, og som har ejerandele, der repræsenterer en rettighed til 5 pct. eller derunder af det ultimative moderselskabs overskud og aktiver, eller
    3. 3) en offentlig enhed, en international organisation, en nonprofitorganisation eller et pensionsinstitut, som ikke er en pensionsserviceenhed, der er skattemæssigt hjemmehørende i den samme jurisdiktion som den, hvor det ultimative moderselskab er hjemmehørende.
  3. Stk. 3.
    Et ultimativt moderselskabs omfattede skatter bortset fra de skatter, som vedrører udlodninger, for hvilke der er givet fradrag, nedsættes forholdsmæssigt til det nedsatte beløb for den kvalificerede indkomst, jf. stk. 1 og 2.
  4. Stk. 4.
    Har det ultimative moderselskab en ejerandel i en anden koncernenhed, der er omfattet af en ordning med fradrag for udlodninger, og besiddes denne ejerandel direkte eller gennem en kæde af sådanne koncernenheder, finder stk. 1-3 anvendelse på alle andre koncernenheder, der er omfattet af en ordning med fradrag for udlodninger, og som er hjemmehørende i den samme jurisdiktion som det ultimative moderselskab, i det omfang de pågældende koncernenheders kvalificerede indkomst udloddes videre af det ultimative moderselskab til modtagere, der opfylder kravene, jf. stk. 1 og 2.
  5. Stk. 5.
    Med henblik på stk. 1 behandles medlemsdividende, der udloddes af et indkøbskooperativ, som en udlodning, der er skattepligtig for modtageren, for så vidt denne udlodning nedsætter en fradragsberettiget udgift eller omkostning ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst.
  6. Stk. 6.
    I denne bestemmelse forstås ved:
    1. 1) Ordning med fradrag for udlodninger: En skatteordning, som anvender beskatning på et enkelt niveau af indkomst, der oppebæres af enhedens ejere, ved fra enhedens indkomst at fratrække eller udelade overskud, der er udloddet til ejerne, eller ved at fritage et kooperativ for beskatning.
    2. 2) Fradragsberettiget udlodning: Med hensyn til en koncernenhed, der er omfattet af en ordning med fradrag for udlodninger:
      1. a) Udlodning af overskud til indehaveren af en ejerandel i enheden, der er fradragsberettiget ved opgørelsen af koncernenhedens skattepligtige indkomst i henhold til lovgivningen i den jurisdiktion, hvor enheden er hjemmehørende, eller
      2. b) medlemsdividende fra et kooperativ.
    3. 3) Kooperativ: En enhed, der kollektivt markedsfører eller erhverver varer eller tjenesteydelser på vegne af sine medlemmer, og som i den jurisdiktion, hvor den er hjemmehørende, er omfattet af en skatteordning, der sikrer skatteneutralitet i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, der sælges eller erhverves af enhedens medlemmer gennem kooperativet.