Miljøvurderingsloven § 38
§ 38
Forventes en plan, et program eller et projekt at få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat, skal myndigheden snarest muligt underrette miljøministeren med henblik på gennemførelse af høring herom. Myndigheden må ikke godkende eller vedtage planen eller programmet endeligt eller træffe afgørelse om tilladelse, før miljøministeren giver samtykke hertil.
Stk. 2.
Modtager miljøministeren en henvendelse fra en anden stats myndighed om, at der i Danmark er igangsat udarbejdelse af en plan eller et program eller anmeldt et projekt, hvis gennemførelse kan få væsentlig indvirkning på miljøet i denne anden stat, skal miljøministeren kontakte den danske myndighed for planen, programmet eller projektet. Den danske myndighed må ikke godkende eller vedtage planen eller programmet endeligt eller træffe afgørelse om tilladelse, før ministeren giver samtykke hertil.
Stk. 3.
Stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., finder ikke anvendelse ved høringer over et projekt omfattet af bilag 1 eller 2, som vedtages i enkeltheder ved en særlig lov, jf. § 4, stk. 2.
Stk. 4.
Miljøministeren foranlediger, at en berørt stat informeres tidligt i beslutningsprocessen, og senest så snart oplysningerne om de grænseoverskridende miljøpåvirkninger med rimelighed kan gives, jf. § 32, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3, og § 35, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3.
Stk. 5.
Ved høring af en berørt stat over udkast til en plan eller et program skal miljøministeren fremsende de i § 32, stk. 2 og 4, nævnte oplysninger, oplysninger om planens eller programmets mulige grænseoverskridende virkninger på miljøet, herunder på menneskers sundhed, og oplysninger om beslutningsproceduren med angivelse af en passende frist for at afgive bemærkninger, jf. § 32, stk. 5.
Stk. 6.
Ved høring af en berørt stat over et ansøgt projekt fremsender miljøministeren de i § 35, stk. 2 og 4, nævnte oplysninger, oplysninger om projektets mulige grænseoverskridende virkninger på miljøet, herunder på menneskers sundhed, og oplysninger om beslutningsproceduren. Tidsfristen for høring over afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten, jf. § 35, stk. 3, nr. 2, fastsættes i overensstemmelse med § 35, stk. 5, 3. pkt. Tidsfristen for høring over miljøkonsekvensrapporten, jf. § 35, stk. 3, nr. 3, skal være mindst 30 dage for afgivelse af bemærkninger.
Stk. 7.
Modtager miljøministeren fra en anden stat oplysninger om, at et udkast til en plan eller et program under udarbejdelse eller et ansøgt konkret projekt i denne stat kan få væsentlig indvirkning på miljøet i Danmark, skal ministeren fremsende de modtagne oplysninger til berørte myndigheder og offentligheden, jf. § 32, stk. 1 og 2, og § 35, stk. 1 og 2, og gennemføre de fornødne høringer, jf. § 32, stk. 3, og § 35, stk. 3, i Danmark over de modtagne oplysninger, jf. § 32, stk. 4, for planer og programmer, og § 35, stk. 4, for konkrete projekter.