Masteloven § 12

  1. § 12
    I sager efter §§ 10 og 11, hvor der er tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte adgang til opsætning af antennesystemer, skal ejeren, der i henhold til § 10 indgår aftale, eller som i medfør af § 11 får påbud herom, og eventuelle andre rettighedshavere som minimum have fuld erstatning. Betalingsforpligtelsen påhviler den, der har fremsat anmodning om opsætning af antennesystemer i medfør af § 10, eller som får adgang til opsætning af antennesystemer i medfør af § 11.
  2. Stk. 2.
    I mangel af enighed herom afgøres erstatningsspørgsmålet af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret. Afgørelse efter 1. og 2. pkt. træffes på grundlag af et oplæg fra landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1, til den påtænkte tilladelse eller det påtænkte påbud.
  3. Stk. 3.
    Erstatningsfastsættelsen kan af hver af parterne ved begæring fremsat over for opmanden inden 4 uger fra kendelsen indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. I øvrigt finder reglerne i § 26 i den nævnte lov tilsvarende anvendelse.
  4. Stk. 4.
    Når erstatningsspørgsmålet er afgjort af voldgiftsretten, opmanden eller taksationskommissionen, jf. stk. 2 og 3, og der er sket betaling af erstatningsbeløbet eller stillet sikkerhed for dets betaling ved tilladelsens eller påbudets udstedelse, kan tilladelse som nævnt i § 10, stk. 5, gives eller påbud efter § 11 udstedes af landzone- eller bygningsmyndigheden, jf. § 3, stk. 1.
  5. Stk. 5.
    Ved taksationskommissionens afgørelse af erstatningsspørgsmålet, jf. stk. 3, kan taksationskommissionen træffe beslutning om, at den ansøgende part skal stille et beløb som sikkerhed til dækning af et eventuelt højere erstatningsbeløb fastsat ved dom.