Lystfartøjsforsikringsafgiftsloven § 3
§ 3
Afgiften betales af de forsikringsvirksomheder, der tegner de i § 1 nævnte forsikringer, jf. dog stk. 7.
Stk. 2.
Forsikringsvirksomheder etableret i Danmark og forsikringsvirksomheder etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, som ikke skal lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 3, og som ikke vælger at lade sig repræsentere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 5, betegnes i det følgende forsikringsvirksomheder.
Stk. 3.
Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et land uden for EU, som ikke er omfattet af den nordiske bistandsaftale, eller i et EØS-land, med hvilket Danmark ikke har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, skal registreres ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.
Stk. 4.
Med en herboende repræsentant forstås i denne lov en person, der er bosiddende her i landet, eller en virksomhed, der er etableret her i landet. Disse personer og virksomheder betegnes i det følgende repræsentanter.
Stk. 5.
Afgiftspligtige forsikringsvirksomheder efter stk. 1 etableret i et andet EU-land, i et land omfattet af den nordiske bistandsaftale eller i et EØS-land, med hvilket Danmark har en aftale om gensidig bistand til inddrivelse, der svarer til reglerne inden for EU, kan lade sig registrere ved en herboende repræsentant, jf. stk. 4.
Stk. 6.
Forsikringsvirksomhederne og repræsentanterne for afgiftspligtige virksomheder, jf. stk. 2-5, skal anmelde sig til registrering hos told- og skatteforvaltningen, der udsteder et bevis for registreringen.
Stk. 7.
Afgiften af forsikringer for her i landet hjemmehørende lystfartøjer, jf. § 1, der er tegnet hos forsikringsvirksomheder etableret uden for EØS, betales af forsikringstageren, jf. stk. 8.
Stk. 8.
Forsikringstageren er den, der lader fartøjet forsikre, jf. stk. 7.