Lodsloven § 25
§ 25
Medarbejdere, der er beskæftiget med tilsyn med lodser, må ikke have interesser i lodserier, der udfører regionallodsninger, eller i disses virksomhed.
Stk. 2.
Nærtstående personer til medarbejdere, der er beskæftiget med tilsyn med lodser, skal orientere den pågældende medarbejder om interesser i lodserierne eller disses virksomhed. Orienteringen skal gives inden 1 uge efter, at interesseforholdet er opstået. Medarbejderen videregiver orienteringen til Søfartsstyrelsen inden 1 uge efter, at vedkommende selv har modtaget orienteringen.
Stk. 3.
Ved nærtstående personer til en medarbejder forstås følgende fysiske og juridiske personer med relation til den i stk. 1 nævnte personkreds:
- 1) Ægtefælle eller samlever.
- 2) Mindreårige børn, hvor den i stk. 1 nævnte person er indehaver af forældremyndigheden.
- 3) Andre slægtninge, der i en periode på mindst 1 år har tilhørt den i stk. 1 nævnte persons husstand.
- 4) Juridiske personer, såfremt
- a) en fysisk person omfattet af stk. 1 eller af nr. 1-3 har det ledelsesmæssige ansvar i den juridiske person,
- b) fysiske personer omfattet af stk. 1 eller af nr. 1-3 alene eller tilsammen besidder flertallet af stemmerettigheder i selskabet, har ret til at udnævne eller afsætte et flertal af selskabets bestyrelsesmedlemmer, har ret til at udøve en bestemmende indflydelse over selskabet på grundlag af vedtægterne eller aftale med dette i øvrigt, på grundlag af aftale med aktionærer råder over flertallet af stemmerettighederne i selskabet eller kan udøve bestemmende indflydelse over selskabet og besidder mere end en tredjedel af stemmerettighederne,
- c) den juridiske person er etableret med henblik på at tilgodese økonomiske interesser hos en fysisk person omfattet af stk. 2 eller af nr. 1-3 eller
- d) den juridiske person i øvrigt har økonomiske interesser, der er væsentligt sammenfaldende med de økonomiske interesser hos en fysisk person omfattet af stk. 1 eller af nr. 1-3.