Ligningsloven § 7 O
§ 7 O
Skattepligtige personer skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne følgende indkomster efter reglerne i stk. 2:
- 1) Gave- og legatbeløb, der er ydet som et engangsbeløb af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lignende her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester, jf. dog § 7, nr. 19.
- 2) Beløb efter § 16 G, der ved en pensionsordnings opløsning eller bortfald tilfalder arbejdsgiveren, når denne i sin skattepligtige indkomst har fradraget de af arbejdsgiveren præsterede tilskud til ordningen, medmindre beløbet beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 24.
- 3) Vederlag for afløsning af pensionstilsagn, der ikke er afdækket i et pensionsinstitut, jf. afskrivningslovens § 40, stk. 8, jf. stk. 3.
- 4) Den skattepligtiges indkomst i et indkomstår fra et af den skattepligtige udført opfinderarbejde, arbejde af litterær karakter, skabende kunstnerisk eller videnskabelig karakter, som efter at være nedsat med arbejdsmarkedsbidrag overstiger et sammenligningsbeløb. Arbejdet må ikke være udført i ansættelsesforhold. Indkomsten må ikke hidrøre fra stipendier eller legater. Sammenligningsbeløbet opgøres som 25 pct. af gennemsnittet af den pågældendes indkomst, jf. 6.-10. pkt., i de 3 år, der ligger umiddelbart forud for det år, hvori de i 1. pkt. nævnte indtægter erhverves. Hvis den øvrige indkomst i det år, hvori den i 1. pkt. nævnte indkomst erhverves, er mindre end det anførte gennemsnit, forhøjes sammenligningsbeløbet med forskellen. Indkomsten i hvert af de tre år, der indgår i gennemsnitsberegningen, opgøres som indkomstårets skattepligtige indkomst. Hvis den skattepligtige anvender virksomhedsordningen, forhøjes den skattepligtige indkomst med virksomhedsindkomsten, jf. virksomhedsskattelovens § 6, hvis denne er positiv, eller nedsættes, hvis denne er negativ. Forhøjelsen skal dog ikke ske med virksomhedsindkomst, som i et af de tre år er overført til skattepligtig indkomst. Hvis den skattepligtige foretager henlæggelser til konjunkturudligning, jf. virksomhedsskattelovens § 22 b, eller indkomstudligning, jf. virksomhedsskattelovens § 22 d, forhøjes den skattepligtige indkomst med disse. Forhøjelsen sker dog ikke med henlæggelser, der er hævet i et af de tre år. Den øvrige indkomst i det år, hvori den i 1. pkt. nævnte indkomst erhverves, opgøres uden hensyn til denne indkomst, men i øvrigt på grundlag af den skattepligtige indkomst med regulering for virksomhedsindkomst og henlæggelser til konjunkturudligning efter § 22 b og indkomstudligning efter § 22.
Stk. 2.
Af den del af summen af de i stk. 1 nævnte indkomster, der overstiger et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau), medregnes 85 pct. til den skattepligtige indkomst. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.