Ligningsloven § 5 F

  1. § 5 F
    Såfremt en fordring er erhvervet for lånte midler og renteindtægter eller gevinster omfattet af kursgevinstloven som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke skal medregnes ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, kan renteudgifter, kurstab, provisioner, præmier eller andre udgifter vedr. lånet ikke fradrages ved indkomstopgørelsen. Tilsvarende gælder renteudgifter m.v. på en fordring, hvis renteindtægter eller gevinster omfattet af kursgevinstloven som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst vedrørende lånet.
  2. Stk. 2.
    Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved erhvervelse af aktier i selskaber, der direkte eller indirekte i væsentligt omfang ejer fordringer som nævnt i stk. 1.
  3. Stk. 3.
    Erhvervelse af fordringer for lånte midler efter stk. 1 anses for at foreligge, hvis den skattepligtige i forbindelse med erhvervelsen har optaget lån, der står i åbenbart misforhold til det kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed betinger, eller hvis sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse klart fremgår af omstændighederne ved erhvervelsen. Opnåelse af usædvanlig kredit sidestilles med låneoptagelse.