Ligningsloven § 30
§ 30
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren til behandling af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller til rygeafvænning. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes heller ikke den rentefordel, som medarbejderen opnår, ved at arbejdsgiveren yder denne et lån til dækning af udgifterne ved behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller ved rygeafvænning. Såfremt arbejdsgiveren har valgt at tegne en forsikring til dækning af udgifter i forbindelse med de nævnte behandlinger, eller såfremt medarbejderen har tegnet en sådan forsikring og arbejdsgiveren dækker medarbejderens udgifter hertil, medregnes tilsvarende ikke forsikringspræmien eller det fra arbejdsgiveren modtagne beløb ved opgørelsen af medarbejderens skattepligtige indkomst.
Stk. 2.
Skattefriheden for ydelser til dækning af medicinudgifter, som afholdes af arbejdsgiveren i forbindelse med medarbejderens behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler, er begrænset til udgifter afholdt i en periode på højst 6 måneder fra første behandlingsdag bortset fra udgifter afholdt under indlæggelse på hospital, klinik el.lign. Tilsvarende gælder for skattefriheden for rentefordelen ved et lån, forsikringspræmier eller beløb til dækning heraf, jf. stk. 1, i det omfang medicinudgifter dækkes af lånet eller forsikringen ud over den nævnte periode.
Stk. 3.
Det er en betingelse for skattefriheden efter stk. 1, at udgiften afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere, herunder at en forsikring tegnet af arbejdsgiveren tilbydes samtlige virksomhedens medarbejdere. Tilbuddet kan dog begrænses efter generelle kriterier om anciennitet og antal arbejdstimer.
Stk. 4.
Det er endvidere en betingelse for skattefriheden for ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren efter stk. 1 til medarbejderens behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen.
Stk. 5.
Det er en betingelse for skattefriheden for forsikringspræmier efter stk. 1, 3. pkt., at det af forsikringsbetingelserne fremgår, at forsikringen kun dækker behandling efter stk. 1, der opfylder kravene i stk. 4.
Stk. 6.
Stk. 1-5 gælder tilsvarende for ydelser til behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller til rygeafvænning, der gives til personer som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i tilfælde, hvor virksomhedens medarbejdere omfattes af en ordning som nævnt i stk. 1. Stk. 1-5 gælder også tilsvarende for ydelser til behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller til rygeafvænning, der gives til personer, som er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser. Stk. 1-5 gælder endvidere tilsvarende for ydelser til behandling for misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler eller til rygeafvænning, der gives til medlemmer af en fagforening, pensionskasse el.lign.
Stk. 7.
Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke værdien af test for covid-19, test for antistoffer for covid-19 og personlige værnemidler, der har til formål at begrænse spredningen af smitte med covid-19, når test og værnemidler modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt eller som led i virket som medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser. Skattefriheden efter 1. pkt. omfatter test af personen selv og dennes husstand for covid-19 og test for antistoffer for covid-19 og personlige værnemidler, der har til formål at begrænse spredningen af smitte med covid-19, til personen selv og dennes husstand.
Stk. 8.
Udgifter afholdt af arbejdsgivere m.fl. til test og personlige værnemidler omfattet af stk. 7 kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.