Ligningsloven § 27 E
§ 27 E
Vederlag, som en person modtager ved afhændelse af et forsknings- eller udviklingsarbejde, kan medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst inden for en 10-års-periode, der begynder med det indkomstår, hvori afhændelsen sker. Det er en betingelse, at afhændelsen sker til et aktie- eller anpartsselskab med henblik på en videreudvikling af ovennævnte arbejde, og at hele vederlaget ydes i form af aktier eller anparter i det nævnte selskab.
Stk. 2.
Den skattepligtige bestemmer selv, hvor stor en del af vederlaget der skal medregnes i indkomsten for det enkelte år inden for 10-års-perioden, jf. dog stk. 3 og 4. Beløb, der er medregnet i indkomsten for ét år, kan ikke senere overføres til et andet år. Ved afgivelsen af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 skal der gives oplysning om den del af vederlaget, der endnu ikke er medregnet i den skattepligtige indkomst.
Stk. 3.
Ved afståelse af de i stk. 1 nævnte aktier eller anparter skal en til afståelsen svarende forholdsmæssig del af vederlaget være medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst senest for det indkomstår, hvori afståelsen sker.
Stk. 4.
Ophører den skattepligtiges skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller bliver den skattepligtige efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, skal vederlag som nævnt i stk. 2, 3. pkt., medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori indkomstskattepligten ophører, eller hvor der sker flytning af det skattemæssige hjemsted.