Ligningsloven § 27 A

  1. § 27 A
    Skattepligtige personer, der skal svare almindelig indkomstskat af vederlag for afhændelse af patentret, ophavsret til litterære og kunstneriske værker, ret til mønster eller varemærke eller lignende tidsbegrænsede rettigheder eller af vederlag for afhændelse af en særlig fremstillingsmetode eller lignende (know-how), kan, hvis vederlaget efter aftalen ikke skal betales fuldt ud i afhændelsesåret, vælge i dette og senere år alene at indtægtsføre de vederlagsbeløb, som efter den oprindelige aftale kunne kræves betalt i det pågældende år. Vederlagsbeløbene skal dog senest indtægtsføres i det år, hvori de betales. Det er en betingelse for anvendelse af reglerne i 1.-2. pkt., at den skattepligtige er ophavsmand til den afhændede rettighed eller knowhow eller at den pågældende rettighed eller knowhow er erhvervet som led i den skattepligtiges næringsvej eller i spekulationsøjemed.
  2. Stk. 2.
    Det samme gælder for selskaber og foreninger, der skal beskattes af vederlag som nævnt i stk. 1 efter reglerne i selskabsskatteloven. 1. pkt. gælder dog ikke ved overdragelser mellem koncernforbundne selskaber, jf. selskabsskattelovens § 31 C.