Ligningsloven § 14 G
§ 14 G
Ejeren af en udlejningsejendom skal ikke medregne den del af lejeindtægten, der svarer til beløb, der skal afsættes efter § 120 i lov om leje, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det samme gælder for godtgørelser, der efter § 54 i lov om boligforhold afsættes på ejendommens kontor i Grundejerens Investeringsfond efter § 120 i lov om leje.
Stk. 2.
Renter af beløb, der er bundet efter § 63 a i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje, eller § 120 i lov om leje, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Stk. 3.
Beløb til vedligeholdelse og forbedring af ejendommen, som fradrages i den årlige indbetaling til ejendommens konto i Grundejernes Investeringsfond efter § 59, stk. 2, i lov om boligforhold, og udgifter, der afholdes af beløb, der udbetales af kontoen efter § 63 e i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje, eller § 122 i lov om leje, kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller medregnes ved opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og til anskaffelsessummen ved opgørelse af skattepligtig fortjeneste ved afståelse af ejendommen. Udgifter til vedligeholdelse og forbedring af ejendommen anses for fortrinsvis at være afholdt af de beløb, der er nævnt i 1. pkt.
Stk. 4.
Hvis de samlede udgifter til vedligeholdelse og forbedring af en udlejningsejendom, som ejeren har afholdt i et indkomstår, overstiger summen af de fratrukne og udbetalte beløb efter stk. 3 vedr. samme indkomstår, anses de i stk. 3 nævnte beløb for fortrinsvis at være anvendt til for bedring af ejendommen.
Stk. 5.
Hvis summen af de fratrukne og udbetalte beløb efter stk. 3 vedr. et indkomstår overstiger de samlede udgifter til vedligeholdelse og forbedring af ejendommen i samme indkomstår, medregnes det overskydende beløb i ejerens skattepligtige indkomst for dette indkomstår. Beløb, der udbetales efter § 63 f i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje, eller § 62 i lov om boligforhold, medregnes i ejerens skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori beløbet kan kræves udbetalt. Det beløb, der herefter kommer til beskatning efter 1. og 2. pkt., nedsættes dog først med et beløb svarende til de udgifter, der er afholdt til forbedring af ejendommen efter den 1. januar 1983, i det omfang disse i de enkelte indkomstår har oversteget summen af de i stk. 3 nævnte beløb og ikke i tidligere indkomstår er anvendt til nedsættelse af de beløb, der kommer til beskatning efter 1. og 2. pkt. i disse eller senere indkomstår.
Stk. 6.
Skatteministeren kan bestemme, at der for ejendomme, der er omfattet af »§ 63 a i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje, eller § 120 i lov om leje, føres en særlig konto over beløb, der anvendes til ejendommens vedligeholdelse og forbedring, og over de beløb, der er nævnt i stk. 3 og 5.
Stk. 7.
Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om, at Grundejernes Investeringsfond skal give skattemyndighederne underretning om ind- og udbetalinger af beløb på ejendommens konto efter § 63 a i lov om leje, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 11. august 2010 med senere ændringer, jf. § 212 i lov om leje, og § 120 i lov om leje samt om kontoens indestående. I denne forbindelse kan skatteministeren fastsætte bestemmelser om, at kontohaverne skal give Grundejernes Investeringsfond oplysninger om personnummer (CPR-nr.) eller arbejdsgivernummer efter kildeskatteordningen (SE- eller cvr-nr.).