Erhvervsvirksomhedsloven § 11
§ 11
Medlemmerne af ledelsen i en virksomhed, der er omfattet af denne lov, skal registreres i Erhvervsstyrelsen. Det skal ligeledes registreres, hvem der er tegningsberettiget for virksomheden. Desuden optages oplysning om virksomhedens navn, adresse, hjemstedskommune, formål og regnskabsår. Skal virksomheden aflægge årsrapport i henhold til årsregnskabslovens § 3, stk. 1, nr. 4, eller i sin ledelsesberetning medtage bæredygtighedsrapportering efter samme lovs § 99 a, optages tillige revisors navn i registeret. 4. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en uafhængig erklæringsudbyder, der er valgt til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering.
Stk. 2.
Anmeldelse om og ændringer vedrørende en eventuel revisor valgt af generalforsamlingen til revision af årsrapporten eller til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering skal registreres i Erhvervsstyrelsen. Hvis revisorskifte sker inden hvervets udløb, skal anmeldelsen vedlægges en fyldestgørende forklaring fra det centrale ledelsesorgan på årsagen til hvervets ophør. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en uafhængig erklæringsudbyder, der er valgt til at afgive erklæring om bæredygtighedsrapportering.