Kursgevinstloven § 25
§ 25
Gevinst og tab på fordringer og gæld, der skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes i det indkomstår, hvori gevinsten eller tabet realiseres (realisationsprincippet), jf. dog stk. 2-10, og § 22, stk. 1, samt §§ 36 og 37.
Stk. 2.
Skattepligtige omfattet af § 12 kan vælge at anvende lagerprincippet, jf. § 33, stk. 1, ved opgørelsen af gevinst og tab på obligationer optaget til handel på et reguleret marked og på gevinst og tab som følge af valutakursændringer på fordringer og gæld i fremmed valuta. Valget træffes samlet for henholdsvis obligationer optaget til handel på et reguleret marked og valutakursændringer på fordringer og gæld i fremmed valuta. Ved anvendelse af lagerprincippet, jf. 1. pkt., opgøres gevinst og tab på obligationer optaget til handel på et reguleret marked på grundlag af valutakurserne på tidspunktet for obligationens erhvervelse uden hensyn til ændringer i valutakurserne. Når lagerprincippet er valgt, kan valget heraf kun ændres efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3.
Skattepligtige omfattet af § 2 skal anvende lagerprincippet ved opgørelsen af gevinst og tab på fordringer. 1. pkt. omfatter ikke fordringer omfattet af § 4 og fordringer, der er erhvervet som skattepligtigt vederlag for leverede varer og andre aktiver samt tjenesteydelser. 1. og 2. pkt. finder ikke anvendelse for fordringer omfattet af stk. 5. Endvidere omfatter 1. og 2. pkt. ikke fordringer omfattet af stk. 7 og fordringer, hvor den skattepligtige efter stk. 8-10 har valgt at anvende reglerne i stk. 7. Endelig finder 2. pkt. ikke anvendelse for livsforsikringsselskaber.
Stk. 4.
Skattepligtige omfattet af § 2 kan vælge at anvende lagerprincippet, jf. § 33, stk. 1, ved opgørelsen af gevinst og tab på følgende fordringer og gæld:
- 1) Fordringer, der ikke er omfattet af stk. 3, 1. pkt., stk. 5 eller stk. 7-10,
- 2) gæld optaget til handel på et reguleret marked og
- 3) gevinst og tab på fordringer og gæld som følge af valutakursændringer.
- Valg af lagerprincippet, jf. nr. 1-3, træffes samlet for henholdsvis fordringer omfattet af § 4, fordringer, der er erhvervet som skattepligtigt vederlag for leverede varer og andre aktiver samt tjenesteydelser, øvrige fordringer, gæld optaget til handel på et reguleret marked og valutakursændringer på fordringer og gæld i fremmed valuta. Ved anvendelse af lagerprincippet i de tilfælde, der er nævnt i nr. 1 og 2, opgøres gevinst og tab på grundlag af valutakurserne på tidspunktet for henholdsvis fordringens erhvervelse og gældens påtagelse uden hensyn til ændringer i valutakurserne. Når lagerprincippet er valgt, kan valget heraf kun ændres efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen.
Stk. 5.
Realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark og aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, skal anvende lagerprincippet for samtlige fordringer og gæld, jf. dog stk. 7. Endvidere skal selskaber m.v., der er koncernforbundet med et af de i 1. pkt. nævnte institutter, jf. lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 7, anvende lagerprincippet for samtlige fordringer og gæld. Institutter, der udøver virksomhed gennem samme selskab m.v., anses i relation til lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 7, for at udgøre ét institut.
Stk. 6.
Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at en anden opgørelsesmåde anvendes, jf. dog stk. 3 og 5. Er en sådan tilladelse givet, kan den herved godkendte opgørelsesmåde kun ændres efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen.
Stk. 7.
Pengeinstitutter, realkreditinstitutter, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af kommuner og regioner i Danmark og aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage beløb, der ved indkomstårets udløb er nedskrevet på udlån og hensat til tab på garantier m.v. efter de for instituttet gældende regnskabsretlige regler. For herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, skal beløbet dog opgøres efter de regnskabsretlige regler, der gælder for tilsvarende kreditinstitutter undergivet Finanstilsynets tilsyn. Nedskrivninger og hensatte beløb kan dog kun fradrages, i det omfang de vedrører tab, der er fradragsberettiget efter skattelovgivningens almindelige regler. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregnes de fradragsberettigede nedskrivninger og hensatte beløb, jf. 1. pkt., for det forudgående indkomstår.
Stk. 8.
I stedet for at medregne tab på udlån og garantier m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 1, 3 og 4 kan finansieringsselskaber, som opfylder betingelserne i stk. 10, vælge én gang for alle at anvende reglerne i stk. 7 for samtlige de udlån og garantier m.v., der vedrører aktiviteterne, som er nævnt i litra a-m i stk. 10, nr. 2. Meddelelse om anvendelse af reglerne i stk. 7 skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest den 1. december i det indkomstår, hvor reglerne ønskes anvendt første gang, idet meddelelsen skal være vedlagt en erklæring afgivet af en statsautoriseret revisor, hvorved det attesteres, at betingelsen i stk. 10, nr. 2, er opfyldt. Overskrides fristen i 3. pkt., kan reglerne i stk. 7 først anvendes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fra og med det efterfølgende indkomstår.
Stk. 9.
Såfremt et selskab, efter at selskabet har valgt at anvende reglerne i stk. 7, ikke længere opfylder betingelserne i stk. 10, bortfalder adgangen til at anvende reglerne i stk. 7 én gang for alle. For så vidt angår betingelsen i stk. 10, nr. 2, indebærer en manglende overholdelse heraf i én fortløbende periode på maksimalt 3 år dog ikke, at adgangen til at anvende reglerne i stk. 7 bortfalder. Told- og skatteforvaltningen kan tillade, at et selskab kan anvende reglerne i stk. 7 efter udløbet af den periode, der er angivet i 2. pkt., selv om betingelsen i stk. 10, nr. 2, fortsat ikke er opfyldt. Tilladelsen kan gøres tidsbegrænset.
Stk. 10.
Anvendelse af reglerne i stk. 8 er betinget af, at
- 1) selskabet er et aktie- eller anpartsselskab eller en herværende filial af et udenlandsk finansieringsselskab, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS,
- 2) selskabet som hovedvirksomhed erhverver kapitalinteresser eller udøver en eller flere af aktiviteterne, som er nævnt i litra a til k i følgende liste:
- a) Udlånsvirksomhed.
- b) Finansiel leasing.
- c) Betalingsformidling.
- d) Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort, rejsechecks, bankveksler).
- e) Sikkerhedsstillelse og garantier.
- f) Transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende
- 1) pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.),
- 3) selskabet anvender kalenderåret som regnskabsår og
- 4) selskabet ved udarbejdelse af årsrapporten anvender reglerne i årsregnskabslovens afsnit V, og at årsrapporten revideres af en statsautoriseret revisor.