Kreditaftaleloven § 16 a
§ 16 a
De årlige omkostninger i procent for kreditaftaler, der sikres ved pant eller anden rettighed knyttet til fast ejendom, beregnes ud fra den matematiske formel i denne lovs bilag 4.
Stk. 2.
Omkostningerne ved at åbne og forvalte en bestemt konto og ved at anvende et betalingsmiddel i forbindelse med både transaktioner og udnyttelse af kreditmuligheden for denne konto og andre omkostninger i forbindelse med betalingstransaktioner skal indgå i de samlede omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten, hvis det er obligatorisk at åbne og opretholde en konto for at kunne opnå kreditten eller for at kunne få kreditten på de oplyste betingelser.
Stk. 3.
Beregningen af de årlige omkostninger i procent baseres på den antagelse, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen.
Stk. 4.
I forbindelse med kreditaftaler, der indeholder vilkår, som tillader variationer i debitorrenten og i påkommende tilfælde i de omkostninger, der indgår i de årlige omkostninger i procent, men som ikke kan opgøres på beregningstidspunktet, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at debitorrenten og andre omkostninger er konstante i forhold til niveauet på tidspunktet for indgåelsen af aftalen.
Stk. 5.
Tillader kreditaftalen variationer i debitorrenten, underrettes forbrugeren, bortset fra i de tilfælde, der er nævnt i stk. 6, om de mulige konsekvenser af variationerne på de beløb, der skal betales, og på de årlige omkostninger i procent som minimum ved hjælp af oplysningsskemaet ESIS i denne lovs bilag 5. Er der ikke et loft over debitorrenten, ledsages oplysningerne om de mulige konsekvenser af en advarsel, der fremhæver, at de samlede kreditomkostninger for forbrugeren, der fremgår af de årlige omkostninger i procent, kan ændre sig.
Stk. 6.
For kreditaftaler, hvori der er aftalt en fast debitorrente for en indledende periode på mindst 5 år, og ved hvis udløb der forhandles om debitorrenten for at aftale en ny fast rente for en yderligere relevant periode, omfatter beregningen af den yderligere illustrative årlige omkostningsprocent, der anføres i oplysningsskemaet ESIS, jf. bilag 5, kun den indledende periode med fast rente, og den baseres på den antagelse, at restgælden tilbagebetales ved udløbet af perioden med den faste debitorrente.
Stk. 7.
De supplerende antagelser i denne lovs bilag 4 anvendes, hvor det er relevant, til beregningen af de årlige omkostninger i procent.