Konkurrenceloven § 12 d
§ 12 d
Senest 25 hverdage efter modtagelsen af en fuldstændig anmeldelse, jf. dog § 12 h, stk. 5, 3. pkt., træffes beslutning om, hvorvidt fusionen kan godkendes, herunder om fusionen kan godkendes efter en forenklet sagsbehandling. Fristen i 1. pkt. kan forlænges til 35 hverdage, hvis en eller flere af de deltagende virksomheder afgiver tilsagn, herunder reviderede tilsagn. Inden for fristen i 1. eller 2. pkt. kan der træffes beslutning om en særskilt undersøgelse af fusionen.
Stk. 2.
Indledes en særskilt undersøgelse af en fusion, jf. stk. 1, 3. pkt., træffes beslutning om godkendelse af eller forbud mod fusionen senest 90 hverdage fra beslutningen om at indlede en særskilt undersøgelse.
Stk. 3.
Fristen i stk. 2 forlænges med 20 hverdage, hvis en eller flere af de deltagende virksomheder afgiver tilsagn, herunder reviderede tilsagn, og der er forløbet 70 hverdage eller derover fra beslutningen om at indlede en særskilt undersøgelse efter stk. 1, 3. pkt.
Stk. 4.
Fristen i stk. 2 kan tillige forlænges efter beslutning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, forudsat at den eller de virksomheder, der har foretaget anmeldelsen, anmoder herom eller samtykker heri. En forlængelse kan ikke overstige 20 hverdage.
Stk. 5.
Tilsagn skal være kommet frem til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen senest 90 hverdage fra beslutningen om at indlede en særskilt undersøgelse efter stk. 1, 3. pkt., jf. dog stk. 9. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i særlige tilfælde vurdere ændringer i allerede afgivne tilsagn, der kommer frem til styrelsen efter udløbet af de 90 hverdage.
Stk. 6.
Er der ikke truffet afgørelse inden for de frister, der følger af stk. 1-4, betragtes dette som en afgørelse om godkendelse af fusionen, jf. dog stk. 7 - 9.
Stk. 7.
Klager en deltagende virksomhed til Konkurrenceankenævnet over sagsbehandlingen i en fusionssag, hvori der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 12 c, stk. 1 eller 3, afbrydes fristerne i stk. 1-4, indtil ankenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.
Stk. 8.
Klager en deltagende virksomhed til Konkurrenceankenævnet over, at der skal indgives en almindelig anmeldelse, jf. § 12 h, stk. 4, afbrydes fristerne i stk. 1-4, indtil ankenævnet har truffet afgørelse i klagesagen.
Stk. 9.
Fristerne i stk. 1-5 afbrydes ekstraordinært, såfremt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på grund af omstændigheder, der kan tilskrives en af de deltagende virksomheder, har krævet oplysninger efter § 17, og kravet ikke er efterkommet inden for den frist, som styrelsen har fastsat. Fristerne afbrydes, indtil de krævede oplysninger er kommet frem til styrelsen. Indbringer en deltagende virksomhed denne beslutning for domstolene, afbrydes fristerne i stk. 1-5, indtil der er afsagt endelig dom herom.