Konkurrenceloven § 12
§ 12
Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på fusioner, hvor
- 1) de deltagende virksomheder tilsammen har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 900 mio. kr., og mindst to af de deltagende virksomheder hver især har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 100 mio. kr.,
- 2) mindst én af de deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 3,8 mia. kr., og mindst én af de øvrige deltagende virksomheder har en samlet årlig omsætning på verdensplan på mindst 3,8 mia. kr.,
- 3) Erhvervsstyrelsen efter lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester har henvist en fusion mellem to eller flere erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet i Danmark til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens behandling, eller
- 4) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har krævet en fusion anmeldt i henhold til stk. 6. For en fusion, som kræves anmeldt efter stk. 6, finder § 12 c, stk. 5, anvendelse, i det omfang fusionen ikke er gennemført på den dato, hvor fusionen kræves anmeldt.
Stk. 2.
Opstår en fusion gennem erhvervelse af dele af en eller flere virksomheder, tages der ved beregningen af omsætningen i stk. 1 for sælgerens eller sælgernes vedkommende kun hensyn til den del af omsætningen, der vedrører de overtagne aktiver.
Stk. 3.
Dog betragtes to eller flere erhvervelser som omhandlet i stk. 2, der finder sted inden for to år mellem samme personer eller virksomheder, som en enkelt fusion, der finder sted på tidspunktet for den seneste transaktion.
Stk. 4.
Erhvervsministeren fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen nærmere regler om beregningen af omsætningen efter stk. 1, herunder regler om, at for finansielle virksomheder skal de nævnte omsætningstærskler beregnes på grundlag af andre værdier.
Stk. 5.
Selv om de deltagende virksomheders samlede omsætning er mindre end de omsætningstærskler, der er nævnt i stk. 1, finder bestemmelserne i dette kapitel anvendelse på en fusion, som Europa-Kommissionen efter fusionskontrolforordningen henviser til behandling i Danmark.
Stk. 6.
Selv om de deltagende virksomheders samlede omsætning er mindre end de omsætningstærskler, der er nævnt i stk. 1, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræve en fusion anmeldt, hvis de deltagende virksomheder tilsammen har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 50 mio. kr. og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vurderer, at der er risiko for, at fusionen hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fastsætte en frist for at anmelde fusionen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal, senest 15 hverdage efter at styrelsen er blevet gjort bekendt med en fusion efter 1. pkt., træffe afgørelse om, at fusionen skal anmeldes. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan ikke kræve en fusion anmeldt, senere end 3 måneder efter at en fusionsaftale er indgået, et overtagelsestilbud er offentliggjort eller en kontrollerende andel er erhvervet, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. 3-månedersfristen efter 4. pkt. regnes fra det tidligste af disse tidspunkter. Fusionen kan senest kræves anmeldt 6 måneder efter fusionens gennemførelse.