Husdyrbeskatningsloven § 3
§ 3
For landbrugere beregnes hvert år et beløb (konjunkturændringer) for hver af følgende grupper af dyr (stambesætningen):
- 1) alle hundyr over 2 år inden for kvæg,
- 2) alle hundyr mellem 1 og 2 år inden for kvæg,
- 3) søer og drægtige gylte og
- 4) moderfår.
Stk. 2.
For hver gruppe af dyr i stambesætningen beregnes konjunkturændringen som ændringen i normalhandelsværdien pr. dyr i løbet af det kalenderår, som falder sammen med eller udløber i indkomståret, ganget med gennemsnittet af antallet af dyr ved indkomstårets begyndelse og slutning. Konjunkturændringen fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis normalhandelsværdien er steget, og tillægges ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis normalhandelsværdien er faldet.