Hjemrejseloven § 10
§ 10
Lederen af et indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, for udlændinge over 18 år, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal fastsætte en husorden, som angiver nærmere regler og retningslinjer for ophold på indkvarteringsstedet.
Stk. 2.
Husordenen skal indeholde regler om følgende forhold:
- 1) Respektfuld adfærd over for personale og øvrige beboere.
- 2) Respektfuld omgang med indkvarteringsstedets bygninger og inventar.
- 3) Respektfuld adfærd og respektfuldt ophold på fællesarealer.
- 4) Respektfuld adfærd på værelser og ro i aften- og nattetimer.
- 5) Håndtering af forhold vedrørende anviste værelser og effekter.
- 6) Håndtering af efterladte ejendele og effekter samt hittegods.
Stk. 3.
Husordenen kan endvidere indeholde andre regler og retningslinjer for ophold på indkvarteringsstedet, som findes nødvendige for at sikre dets drift og overordnede funktion.
Stk. 4.
En udlænding omfattet af stk. 1 skal gøres bekendt med stedets husorden.
Stk. 5.
Tilsidesætter en udlænding husordenen, kan udlændingen udelukkes fra konkrete arrangementer eller aktiviteter m.v.
Stk. 6.
Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af husordener, herunder om konsekvenser ved manglende overholdelse heraf.