Hittegodsloven § 1
§ 1
Hittegods skal snarest muligt afleveres til politiet, medmindre finderen ved, hvem ejeren er, og straks tilbageleverer det til denne.
Stk. 2.
Hittegods, som er fundet i offentlige institutioner, forlystelsesetablissementer, forretninger, offentlige befordringsmidler og lignende steder, kan afleveres til den pågældende institution, forretning m.v. Penge, værdipapirer, særligt værdifulde smykker og lignende skal snarest muligt herefter afleveres til politiet. Andet hittegods kan opbevares af institutionen, forretningen m.v. i indtil 30 dage. Er hittegodset ikke udleveret til ejeren inden 30 dages forløb, skal det straks afleveres til politiet.
Stk. 3.
Politiet kan tillade, at de i stk. 2 nævnte institutioner, forretninger m.v. opbevarer andet hittegods end penge, værdipapirer, særligt værdifulde smykker og lignende i indtil 3 måneder, hvis institutionen opbevarer hittegodset på betryggende måde og fører en fortegnelse over det med oplysning om, hvor, hvornår og af hvem det er fundet.