Hf-loven § 6
§ 6
Ansøgere, der har afsluttet 10. klasse efter bestemmelserne i lov om folkeskolen, og som opfylder de krav, der er fastsat i medfør af stk. 4 til forudgående undervisning og prøver, optages på det 2-årige hf i direkte forlængelse af 10. klasse. Hvis Ungdommens Uddannelsesvejledning efter kapitel 1 c i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. har vurderet, at ansøgeren ikke har de faglige, personlige og sociale forudsætninger, der er nødvendige for at påbegynde og gennemføre den søgte uddannelse, og ansøgningen opretholdes, træffer institutionen med den søgte uddannelse afgørelse om optagelse. Ansøgere, der har aflagt en almen forberedelseseksamen efter bestemmelserne i avu-loven, og som opfylder de krav, der er fastsat i medfør af stk. 4, optages på det 2-årige hf i den førstkommende optagelsestermin, efter at den sidste af de prøver, der indgår i almen forberedelseseksamen for de pågældende, er bestået.
Stk. 2.
Øvrige ansøgere kan, eventuelt på grundlag af en optagelsesprøve, optages efter nærmere regler fastsat af undervisningsministeren, jf. stk. 4 og 5. Ansøgere skal aflægge optagelsesprøve, hvis de ikke har aflagt
- 1) folkeskolens 10. klasses-prøve i fagene dansk, engelsk og matematik (både mundtlig og skriftlig del i alle tre fag) og folkeskolens afgangsprøve eller 10. klasses-prøve i fysik/kemi og 2. fremmedsprog (fransk eller tysk) eller
- 2) almen forberedelseseksamen i prøverne i dansk eller i dansk som andetsprog, engelsk og matematik på niveau D, naturvidenskab samt prøverne i et af fagene historie, samfundsfag, tysk eller fransk på niveau G eller derover.
Stk. 3.
En kursist, der efter at have gennemført 1. hf afbryder undervisningen i indtil 1 år efter aftale med kursets leder, kan ved starten af det følgende skoleår fortsætte i 2. hf på det kursus, hvor kursisten allerede er optaget, eller på et andet kursus. En kursist, der afbryder undervisningen i mere end 1 år, skal optages på ny efter reglerne fastsat i medfør af stk. 2.
Stk. 4.
Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om optagelsen af kursister på det 2-årige hf, herunder om senere optagelse, om krav til forudgående undervisning og prøver, om hf-kursets individuelle vurdering af ansøgere og om optagelsesprøve, og regler om, i hvilke tilfælde ansøgere efter stk. 2 kan optages.
Stk. 5.
Ansøgere optages på det kursus, de ønsker, såfremt der er plads.