Gældsinddrivelsesloven § 18 h
§ 18 h
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endeligt afskrive fordringer, herunder renter og gebyrer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 19. november 2015 eller før denne dato er dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen af disse fordringer, hvis der er tvivl om retskraften for disse fordringer. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan desuden ved tvivl om deres retskraft endeligt afskrive renter og gebyrer, der vedrører de fordringer, der er nævnt i 1. pkt., og som efter den 19. november 2015 er dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen eller er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt opskrivningsfordringer, der fra og med den 1. april 2017 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og vedrører de fordringer, der er nævnt i 1. pkt., eller de renter og gebyrer, der er nævnt i nærværende punktum, og som efter den 19. november 2015 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt renter og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfordringer. For adgangen til endelig afskrivning efter 1. og 2. pkt. gælder dog de begrænsninger og betingelser, der fremgår af stk. 2-8.
Stk. 2.
En fordring, der inklusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mere end 7.500 kr. pr. 8. september 2018, kan ikke afskrives efter stk. 1. Det samme gælder renter, der er påløbet under inddrivelsen af den i 1. pkt. nævnte fordring.
Stk. 3.
En fordring, der inklusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mellem 1.000 kr. og 7.500 kr. pr. 8. september 2018, kan inklusive disse renter alene afskrives efter stk. 1, hvis skyldneren er en fysisk person med en skattepligtig indkomst, der ifølge skyldnerens pr. 8. september 2018 gældende årsopgørelse for indkomståret 2017 udgjorde mindre end 200.000 kr., og skyldneren ikke hæfter for fordringen som følge af sin deltagelse i et interessentskab eller anden virksomhed med flere deltagere, der hver især hæfter personligt, helt eller delvis og solidarisk for virksomhedens forpligtelser. Foreligger der den 8. september 2018 ingen årsopgørelse for 2017, anvendes den på denne dato gældende årsopgørelse for 2016, alternativt den på denne dato gældende årsopgørelse for 2015. Foreligger der for ingen af disse indkomstår en årsopgørelse for skyldneren, anses dennes skattepligtige indkomst at være mindre end 200.000 kr. ved anvendelsen af 1. pkt.
Stk. 4.
Bøder, tvangsbøder, erstatningskrav og sagsomkostninger fastslået eller fastsat ved afgørelse i straffesag, afsoningsomkostninger, konfiskationskrav, offerbidrag, private underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer, fortrinsberettigede kommunale fordringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen, kan ikke afskrives efter stk. 1. Renter, der er påløbet under inddrivelsen af disse fordringer, kan endvidere ikke afskrives efter stk. 1. Det samme gælder renter påløbet under opkrævningen af private underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen.
Stk. 5.
Det er en betingelse for afskrivning af en fordring efter stk. 1, at der ikke inden den 8. september 2018 er gennemført en retskraftvurdering eller over for restanceinddrivelsesmyndigheden er fremsat en anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af fordringen, og at der ikke af andre grunde, som restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 8. september 2018 har fået kendskab til, skal foretages en retskraftvurdering af fordringen.
Stk. 6.
Hæfter flere skyldnere helt eller delvis for en fordring, kan afskrivning alene ske, hvis samtlige skyldnere, som fordringen er under inddrivelse over for pr. 8. september 2018, opfylder betingelserne for afskrivning.
Stk. 7.
For den enkelte skyldner gælder et afskrivningsloft, der beregnes som et grundbeløb på 50.000 kr. med tillæg af 50 pct. af den samlede størrelse på de fordringer, der resterer, hvis der efter stk. 1 sker afskrivning af fordringer for et samlet beløb på 50.000 kr., og som den 8. september 2018 er under inddrivelse hos skyldneren. Fordringens størrelse anvendes efter 1. pkt., selv om skyldneren alene hæfter delvis for fordringen. Fordringer afskrives efter deres størrelse med den mindste først, inden afskrivningsloftet nås. Er to eller flere fordringer lige store, og overskrides afskrivningsloftet, hvis disse fordringer afskrives, afskrives i henhold til den rækkefølge, hvori fordringerne er blevet registreret som værende under inddrivelse. Er det i forhold til en skyldner beregnet, hvor stort et beløb der kan afskrives, jf. 1. pkt., og viser det sig, at en af disse fordringer ikke kan afskrives i forhold til en anden skyldner, afskrives fordringen ikke, og en genberegning foretages ikke i forhold til den første skyldner.
Stk. 8.
Ved anvendelsen af stk. 2-7 er det restanceinddrivelsesmyndighedens oplysninger pr. 8. september 2018, der lægges til grund. En afskrivning efter stk. 1 gælder hele fordringen inklusive renter påløbet under inddrivelsen. Renter påløbet under opkrævningen, renter, der er påløbet under inddrivelsen af en fordring, der inden den 8. september 2018 er blevet indfriet, og gebyrer og andre omkostninger anses som selvstændige fordringer ved afskrivning efter stk. 1, jf. dog stk. 4. En opskrevet fordring og opskrivningsfordringer til den opskrevne fordring kan alene afskrives efter stk. 1, hvis de efter at være lagt sammen opfylder betingelserne i stk. 2-4, 6 og 7, mens betingelserne i stk. 5 skal være opfyldt for den opskrevne fordring, opskrivningsfordringer til denne og det sammenlagte beløb.
Stk. 9.
Når en endelig afskrivning efter stk. 1 er foretaget, giver restanceinddrivelsesmyndigheden skyldneren meddelelse herom.
Stk. 10.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan til og med den 31. december 2030 for en gruppe af fordringer, der med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger er under inddrivelse, foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt fordring, hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for fordringernes inddrivelse, eller disse oplysninger mangler og det vil være umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Der kan efter 1. pkt. ikke ske afskrivning af private underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer og fordringer, der opkræves af Landbrugsstyrelsen og Fiskeristyrelsen, samt af renter, der er påløbet disse krav. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan til og med den 31. december 2030 desuden for grupper af tilbagebetalingskrav inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkostninger, som tilkommer restanceinddrivelsesmyndigheden, foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hvert enkelt tilbagebetalingskrav, hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for tilbagebetalingskravenes opkrævning og inddrivelse, eller disse oplysninger mangler og det vil være umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Told- og skatteforvaltningen kan til og med den 31. december 2030 for en gruppe af fordringer bestående af skatter og afgifter m.v. med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt fordring, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for told- og skatteforvaltningen at gennemføre opkrævning, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Der kan efter 4. pkt. ikke foretages afskrivning af fordringer som nævnt i 2. pkt., som opkræves af told- og skatteforvaltningen, og afskrivningen kan være begrænset til alene at omfatte renter, gebyrer eller andre omkostninger.