Gældsinddrivelsesloven § 10 b
§ 10 b
Nedsættes det samlede beløb, der er indeholdt i A-skat og lønindeholdt efter § 10 eller efter den tidligere gældende § 10 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 2022, som følge af en indeholdelsespligtigs korrektion af et indberettet beløb til indkomstregisteret, fastholdes eventuelle dækninger af fordringer, og restanceinddrivelsesmyndigheden opretter i forhold til skyldner et krav på tilbagebetaling af det nedsatte beløb. Er det indeholdte beløb, som er blevet nedsat, endnu ikke anvendt, herunder hvis beløbet afventer behandling som nævnt i § 10, stk. 10, kan restanceinddrivelsesmyndigheden dog vælge at foretage udligning i det indeholdte beløb. Er der en igangværende lønindeholdelse hos skyldneren, anses tilbagebetalingskrav efter 1. pkt. for at forfalde til betaling og være under inddrivelse straks ved oprettelsen, og tilbagebetalingskravet kan tilføjes afgørelsen om lønindeholdelse med en afgørelse. Er der ikke en igangværende lønindeholdelse hos skyldneren, opkræver restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagebetalingskrav efter 1. pkt. hos skyldneren med en betalingsfrist på 14 dage, der regnes fra afsendelsen af opkrævningen, og med sidste rettidige betalingsdag som forfaldsdag. Tilbagebetalingskrav efter 1. pkt. stiftes ved modtagelsen af den korrigerede indberetning og anses med hensyn til 4. pkt. for at være modtaget til inddrivelse, når betalingsfristen efter 4. pkt. er udløbet, uden at betaling er sket.