Fusionsskatteloven § 12
§ 12
Bestemmelserne i kapitel 1 bortset fra § 6 finder tilsvarende anvendelse:
- 1) Ved fusion af andelsforeninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3.
- 2) Ved fusion af brugsforeninger og foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 a og 4.
- 3) Når en af de i nr. 1 nævnte andelsforeninger fusionerer med en brugsforening eller en forening som nævnt i nr. 2, dog under forudsætning af, at den modtagende forening er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 a eller 4.
- 4) Når en af de i nr. 2 nævnte brugsforeninger eller foreninger fusionerer med et datterselskab, der er omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og den modtagende brugsforening eller forening besidder samtlige aktier eller anparter i det indskydende selskab.
Stk. 2.
Ved en fusion som nævnt i stk. 1, nr. 3, skal der ske en opgørelse af den formue, som er opsamlet i andelsforeningen under beskatningen efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, eller en tilsvarende beskatning. Beløbet opgøres som handelsværdien af andelsforeningens aktiver og passiver på fusionstidspunktet fratrukket en eventuel indbetalt andelskapital. Såfremt andelsforeningen tidligere har været beskattet efter andre regler i selskabsskattelovens § 1, opgøres beløbet som differencen mellem handelsværdien af andelsforeningens aktiver og passiver på fusionstidspunktet og handelsværdien ved indtræden af beskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, eller en tilsvarende beskatning. Fra handelsværdierne trækkes en eventuel indbetalt andelskapital. Beløbet skal angives i forbindelse med afgivelsen af oplysninger efter skattekontrollovens § 2, jf. § 7, stk. 2.
Stk. 3.
Det efter stk. 2 opgjorte beløb er skattepligtig indkomst for den modtagende forening. Beskatningen indtræder dog først i takt med, at foreningen efter fusionen foretager udlodninger som nævnt i ligningslovens § 16 A, foretager udlodning af likvidationsprovenu i det kalenderår, hvori foreningen endeligt opløses, eller betaler for erhvervelse af egne udstedte andelsbeviser. Til udlodninger m.v. medregnes ethvert tilskud ydet af selskabet eller foreningen og af koncernselskaber, jf. selskabslovens § 31 C, som selskabet eller foreningen direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse over, til koncernselskaber, som selskabet eller foreningen ikke har bestemmende indflydelse over. Udlodninger m.v., der foretages efter fusionen, anses i første række for at hidrøre fra det efter stk. 2 opgjorte beløb. Beskatningen sker med den i selskabsskattelovens § 19, stk. 2, angivne procent.
Stk. 4.
Ved afgivelsen af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 skal foreningen give oplysning om den del af det efter stk. 2 opgjorte beløb, der endnu ikke er beskattet efter stk. 3.
Stk. 5.
Ved en senere overgang som nævnt i selskabsskattelovens § 5 A ophører beskatningen af det efter stk. 2 opgjorte beløb. Beskatningen af den resterende del af beløbet indtræder dog på ny, såfremt der senere sker en overgang som nævnt i selskabsskattelovens § 5 B, stk. 1, en fusion som nævnt i stk. 1, nr. 3, eller en omdannelse som nævnt i § 14 e.
Stk. 6.
Det påhviler bestyrelsen for foreninger, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, samtidig med afgivelsen af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 at oplyse de ændringer, der i regnskabsåret er sket i foreningens virksomhed eller i dens vedtægtsbestemmelser om formål, overskudsdeling eller opløsning, ligesom bestyrelsen skal oplyse, såfremt foreningens omsætning med ikke-medlemmer udgør mere end 25 pct. af den samlede omsætning.
Stk. 7.
Stk. 3, 2.-5. pkt., finder ikke anvendelse, i det omfang en forening omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, foretager udlodninger som nævnt i ligningslovens § 16 A, som ikke overstiger foreningens skattepligtige indkomst efter skat i det forudgående indkomstår. Foretages overskydende udlodninger eller andre udlodninger end nævnt i ligningslovens § 16 A, skal stk. 3, 2.-5. pkt., finde anvendelse for denne del.
Stk. 8.
Det påhviler bestyrelsen for en forening, der beskattes efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, samtidig med afgivelsen af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 at oplyse, i hvilket omfang foretagne udlodninger er omfattet af stk. 3 eller stk. 7.