Frikommuneloven § 9 b
§ 9 b
Børne- og undervisningsministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune kan beslutte, at den pædagogiske læreplan, som alle dagtilbud skal udarbejde efter dagtilbudslovens § 8, stk. 1, skal beskrive mål for børnenes læring inden for temaer, som kommunalbestyrelsen selv fastsætter.
Stk. 2.
De kompetenceområder, som indgår i de seks temaer, som fremgår af dagtilbudslovens § 8, stk. 2, skal indeholdes i de temaer, som kommunalbestyrelsen fastsætter efter stk. 1.
Stk. 3.
Træffer kommunalbestyrelsen beslutning efter stk. 1, skal lederen af dagtilbuddet i forbindelse med evalueringen af den pædagogiske læreplan dokumentere, om de valgte pædagogiske metoder og aktiviteter samt børnemiljøet fører til opfyldelse af de opstillede mål inden for de temaer, som kommunalbestyrelsen fastsætter efter stk. 1.