Frikommuneloven § 29 i
§ 29 i
Kommunalbestyrelsen i en frikommune kan træffe afgørelse om, at selvstændige iværksættere, som har bopæl i frikommunen og efter den 1. juli 2013 får tildelt cvr-nummer for at drive egen selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, kan tilbydes at deltage i et særligt iværksætterforløb af op til 12 ugers varighed. Bevillingen af et iværksætterforløb efter 1. pkt. administreres og finansieres fuldt ud af frikommunen.
Stk. 2.
Det er en betingelse for etablering af et iværksætterforløb, at forløbet tilrettelægges individuelt. Kommunalbestyrelsen fastsætter de nærmere betingelser for, hvornår iværksætterforløbene efter stk. 1 kan bevilges.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsens afgørelse efter denne bestemmelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.