Frikommuneloven § 29 b
§ 29 b
Ministeren for by, bolig og landdistrikter kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune efter aftale med almene boligorganisationer kan tilvejebringe lokaler til botilbud efter § 107 i lov om social service i eksisterende afdelinger med familieboliger uden at opfylde kravet i § 163, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. om at udskille de nævnte lokaler som en selvstændig afdeling.
Stk. 2.
Lokalerne nævnt i stk. 1 lejes af frikommunen efter reglerne i erhvervslejeloven. Uanset 1. pkt. skal lejen dog mindst svare til balancelejen med tillæg af den ydelsesstøtte, der ville være ydet, hvis lokalerne var udlejet som almene boliger.
Stk. 3.
Lejeforholdet ophører senest ved udløbet af forsøgsperioden. Inden udløbet af forsøgsperioden aftaler kommunalbestyrelsen og udlejeren, om beboeren skal have ret til at blive boende som lejer enten på almindelige vilkår, jf. lov om leje af almene boliger, eller efter reglerne om udslusningsboliger i § 63 i lov om almene boliger m.v., jf. § 4, stk. 3, i lov om leje af almene boliger. Hvis der ikke opnås enighed mellem frikommunen og udlejeren, skal beboeren flytte, og frikommunen skal tilbyde beboeren et andet botilbud.